Kan man fange blomster?

Kan man dufte solen? Kan man spise luften? Er det ikke at leve? I aften er jeg i live. En pludselig indskydelse fik mig til at rejse mig fra min seng og gå ud på den eng, jeg pludselig opdagede uden for mit hus. Jeg fangede de sidste åndedræt fra solen, og her er resultatet:

I morgen skal jeg hjem til John. Vi holder sleepover til torsdag. Jeg glæder mig (: De to næste dage kommer til at handle om solskin, billeder, natlige gåture, dybe samtaler og.. stuff xD John John, bedsteven, vi ses i morgen (: <3

Så, bare lige for god ordens skyld...

Her kommer nogle af mine bedste billeder so far, dog ikke fra i år:

Purløg er faktisk nogle af mine yndlingsblomster :b

Jeg har altid gerne ville fange solstråler på et billede, og det er lykkedes mig nogenlunde på dette her.

Træerne i den runde, jeg bor i, på en solskinsefterårsdag.

Rikke & Rikke & jeg <3

Champs-Élysées set fra toppen af Triumfbuen (Paris)

Bådsejling på en dam i en park (Paris)

Neon i natten (Paris)

Det her er et af de bedste nattebilleder, jeg fik taget af Eiffeltårnet (ergo, de var ret så dårlige), men jeg synes det er meget pænt (Paris)

Mit næstbedste billede af Eiffeltårnet i dagslys (Paris)

Eiffeltårnet i et nyt perspektiv (Paris)

Mit bedste billede af Eiffeltårnet i dagslys (Paris)

Kuplen i Galeries Layette (Paris)

Grønhed (Randers Regnskov)

Nærgående firben (Randers Regnskov)

Pretty flowers :b

Sommerferieaftenlys (Rüdesheim)

'Indviklet' træ xD (Rüdesheim)

'Tag' (Rüdesheim)

Skyer over Rhinen (Rüdesheim)

Vandretur - yay -.-'' (Rüdesheim)

Wtf? (Rüdesheim)

Tiny persons :b (Rüdesheim)

What a view ö

Klokkeblomster er et minde i min barndom (:

Jeg elsker lyset <3

Emo-like, men meget sommerligt, især med den kinky blå vippe, jeg sidder på :b

Stor rose! Ikke et særligt godt billede, men stor rose!!

Pusterum på Busbjerg sæson 2008

Jeg præsenterer: Ekko version 2.0

Jeg vil til at være fotograf. Som hobby naturligvis (: Det er bare gået op for mig, hvor meget jeg holder af billeder, og af at tage dem, selvfølgelig (: Og det pynter sådan her på min blog med noget farve :b Så det kommer der. Med tiden og hen ad vejen. Verden skal opdages i nye perspektiver. Dét er min sommermission!

Så er det slut, folkens!

Busbjerg er slut for denne sæson.
Tårevædet afsked med alle.
Tak for sommeren.
Jeg elsker jer <3

Jordbær, baby!

I HAS A BIG BOWL OF STWAWBEWWIES!!

Sommer! Sommer!! SOMMER!!!

Er det okay at være sådan lidt småforelsket uden at ville det, men stadig vildt gerne vil være det, i en person, som man aldrig rigtigt har mødt, selvom man ser ham stort set hver dag, men når man så rigtigt møder ham, må man så snakke med ham på en flirtende måde uden at ville det, selvom man stadig er fuldt bevidst om det og egentlig er ret så vild med det, for man kender ham jo ikke, men han er der, og han er sød, og det er sommer, og det er bare så svært at lade være, specielt når man lige har danset vildt og ukontrolleret til en af de gode gamle rock-klassikere, som ham lige har spillet for fuldt drøn i sommernatten, mens alle børn og unge står på scenen med spotlight og lyden lige i øregangen, og der er ikke et sæt fødder, der rører jorden mere end 2 sekunder af gangen, og er det så okay, at man lægger en hånd på hans skulder, lige efter at man har grinet af noget sjovt han har sagt, for det gør han meget, og det giver mig bobler i maven at le så meget, som jeg gør, når han er der, og jeg kan ærligt sige, at det bestemt ikke er skuespil, for jeg ser op på hans ansigt og bliver fyldt med sommer, selvom solen for længst er gået ned, og jeg ved, at det kunne være utroligt, selvom det aldrig bliver det, for der er ikke en chance, og selv hvis der var, ville jeg være for genert til at tage den, på trods af den måde, jeg opførte mig på i aften, for ja, jeg er vel ikke skuespiller for ingenting, men hvor jeg dog håber på, at jeg måske, med en smule held og god vilje kan sætte mig hen ved siden af ham og hans mates i morgen, og så kunne vi måske snakke videre om musik, og hvem ved, det kunne da også være, vi kunne jamme lidt, selvom jeg jo faktisk slet ikke kan finde ud af at jamme, så er musikere bare de fedeste at hænge ud med, og ham her er jo speciel, selvom jeg jo egentlig ikke ved noget som helst om ham, udover hans navn, og selv dét er jeg ikke engang 100 % sikker på, hvilket jo egentligt er ret pinligt, men nu har jeg sådan set kun ét spørgsmål tilbage, og det er, om jeg mon er den eneste, der gør sære ting, som at skrive en blog på denne længde uden et eneste punktum, når man er kinda-sort-of forelsket?

En af nattens finurligheder

Jeg har en meget sjov kombination af følelser i mit hoved lige nu.. For det første er jeg halvstresset og heltræt efter de sidste ugers hårde slid, hvis frugter jeg nu høster. For det andet har jeg lyst til at danse til det Hannah Montana-musik, som jeg samvittighedsløst har downloaded. For det tredie er det nat.

Det hele lagt sammen giver mig en temmelig filosofisk tankegang...

..Hvorfor skal man glæde sig ved det man har, når man altid bliver opildnet til at prøve at komme højere op ad bjerget?

..Hvis det er det indre, der tæller, hvorfor FUCK findes der så ikke én person i verden, der ikke går op i sit udseende? For, helt ærligt, det er der ikke...

..Er det trods alt ikke bedre at tage forskud på sorgen end glæden? Hvis det er, så gør jeg et fandens godt stykke arbejde...

Essensen af mine tanker

Niklas, for noget tid siden sagde jeg til dig, at jeg ville skrive en sang, hvor ordene "happy tomorrow" var med i. Well, en sang er det ikke ligefrem blevet til, men derimod det her:

I'm not quite through with the sorrow
I just can't make it today
I know that the tears will follow
I'm sorry, but what you could say
Just isn't enough to make it okay
So I will be happy tomorrow

Andre strøtanker...:

I won't cry today
I've got someone, who'll make it okay
Someone who'll make me stronger
And tell me the words to say
Make me survive just a little longer
So I won't cry today

Sidst, men ikke mindst:

Once I find the perfect words
I will write you a beautiful poem
'Cause nomatter how much it hurts
Together I know we could show them
How life is to be lived
How truth is to be told
How to warm a heart
That's been living in the cold
By walking in the woods
By singing in the sun
We see the power of light
By what it shines upon
I want this to be known
By everyone who feels alone
You're never on your own

Land i sigte, ohøj!

De sidste uger har været et helvede. Jeg har haft minimalt overskud. Men nu er dramaeksamen og engelskårsprøven lykkeligt overståede: 10 i drama og fucking 12 i mundtligt engelsk! Jeg har været urimeligt heldig. Jeg havde læst én artikel til den teoretiske del i drama – og selvfølgelig var det indholdet af den, vi snakkede om! Og det var bare verdens nemmeste spørgsmål, jeg fik i engelsk. Hvad er det for et slags ord? Det er et adverbium. Hvad lægger det sig så til? Watching. Godt, så skal du bare lige finde et adjektiv. Dér. Sådan :b

Premieren på Busbjerg i går aftes var noget nær perfekt. Det var lige ved, at John ikke kom med alligevel, men jeg fik da hevet ham derud. Det var så betryggende at kunne smile ned til ham vel vidende om, at han (forhåbentligt) ville smile tilbage (: Hvis hans kommentarer til stykket passede, så morede han sig kosteligt :D En skam han skulle skynde sig at nå toget bagefter… Ak ja, det er jo livets ironi :b Min sommer er for alvor skudt i gang, og alle mine bekymringer forsvinder én efter én.

I dag er det d. 19. Det er 2 dage siden, jeg gik fra Mads. Det var ikke meningen. Det skulle ikke have været på vores månedsdag. Jeg ville have holdt ud. Men det blev for meget. Jeg kan ikke være nok lige nu. Jeg er ikke en god kæreste, og jeg har ikke overskud til at blive det. Og så skal jeg nok bare ikke have en kæreste. Når noget føles forkert, skal man så ikke gøre noget ved det måske? Det var for hårdt for mig at prøve. Og jeg kan slet ikke forklare, hvor ubeskriveligt simpelt mit liv er blevet, siden jeg blev single igen. Snart kan jeg sikkert gå tilbage til at skrive blog hver dag – eller flere gange om dagen, som jeg ser Niklas gang på gang har gjort (:

Niklas, når 2.g begynder, så laver vi to simpelthen en helt nu stilart… En blanding mellem det flippede, som vi begge to går og smider omkring os med i forskellige afskygninger, og så alt det emo-ness, vi kan skrabe sammen!

Det har været et meget underligt vejr i dag. Det virker som om det har prøvet på at få mit humør til at vende hele dagen. Det er først lykkedes her til aften. Er jeg mon den eneste, der har prøvet at være trist over noget, man ikke ved hvad er, men som man alligevel ved, at man vil finde ud af senere?

”Du skriver bare.” De ord er et løfte. Om at jeg ikke er alene. For noget tid siden – eller måske er det kun nogle dage, jeg er ikke sikker mere – var jeg hjemme hos John. Det var noget galt. Jeg kan ikke huske, hvad det var. Eller også vil jeg ikke huske det. Men pludselig var jeg meget alene. Lå bare i hans seng og græd. Lod ham ikke se det. Det blev tid til, at jeg skulle hjem, så jeg pakkede mine ting sammen. Jeg stod med ansigtet mod hans seng, hvorpå jeg var ved at pakke min taske. Jeg hørte ham komme ind i rummet, og uden en lyd gik han hen og lagde armene om mig. Ingen af os sagde noget. Han fulgte mig ud, vi sagde farvel, og det var det. Det var alt, var det. Bedst som jeg tror, han er ligeglad, gør han sådan noget. Og siger at han aldrig er ligeglad. For første gang føler jeg, at noget, jeg gør, er fuldstændigt og komplet gensidigt. Jeg elsker min bedste ven, som jeg ikke kunne elske nogen anden <3

What have I done to fall so hard for you?