Today must have been one of the strangest days...

Først og fremmest undskylder jeg til min trofaste læser Niklas, for at han til ingen verdens nytte til hudløshed har måttet klikke "opdater for at vise nyskrevne blogs, som jeg aldrig fik skrevet.

Jeg har ikke skrevet blog siden onsdag. Af flere grunde, der alle munder ud i det samme emne: forældre.

I onsdags havde jeg et stort - enormt - skænderi med min mor og min stedfar. Over at jeg havde skruet op for min radiator. Mit værelse er helt ude i den ene ende af huset. Der bliver meget nemt koldt. Jeg hader kulde. Jeg har det bedst, når der er mindst 26 grader varmt. Men altså, jeg prøvede at forklare min stedfar, at det kun var et kvarter siden, at jeg havde tændt for radiatoren. Det troede han ikke på, for den kunne da i hvert fald ikke varme et rum op på et kvarter. Nu er det bare sådan, at min radiator ikke virker helt korrekt, på den måde at når den står på 17 grader, varmer den ikke, men det gør den til gengæld i meget høj grad, så snart den står på 18. Så jo, den kan GODT varme et rum op op et kvarter.

Alligevel syntes min stedfar, at jeg tog gevaldigt fejl, så han sagde, at han ville hæve 200 kr. fra min konto, fordi jeg åbenbart bruger for meget strøm. Diskussionen udviklede sig hurtigt til et gigantisk skænderi. Mest om hvor fucking uansvarlig og upålidelig jeg er. Jeg forlod rummet. Det gør jeg altid. Jeg magter det bare ikke. Min mor er i den tro, at jeg er "kølet ned" efter 10 minutters tid. Så hun gik ind på mit værelse, hvor jeg sad ved min computer og græd. Hun begyndte at snakke om tillid, fordi jeg aldrig fortæller dem noget. Hun brugte den der med, at "nu var jeg jo 16 år, og så forventede de, og bla bla bla..." 3 sekunder senere sagde hun: "...men du er jo KUN 16 år..." NEJ!
Jeg blev vist temmelig provokerende over for hende, det indrømmer jeg gerne. Men det er bare en ond cirkel. Jo mere de forlanger at vide, jo mindre har jeg lyst til at involvere dem i mit liv.
Min mor flippede. Hun fejede armen hen over mit rodede skrivebord og fik på den måde kylet alt, der var derpå, tværs gennem rummet. Inklusiv en lille kuffert jeg har, hvor alt det makeup, jeg ikke bruger, er i. Der var kulørt pulver op og ned af vægge og godt og grundigt nede i gulvtæppet.

Jeg tog til teater, selvom jeg var meget oprørt. Så det var selvfølgelig meget tydeligt for mine medskuespillere, at der var noget helt galt. Jeg afbrød mit Animal-maraton. Jeg skulle høre jeg-er-meget-vred-på-mine-forældre-og-jeg-hader-mit-liv-musik. Denne gang var det bare helt alvorligt ment.

Da jeg kom hjem fra teater, så jeg, at mine forældre havde spærret min mobil. Jeg loggede på msn på den bærbare. Der var én person, som jeg bare havde et inderligt behov for at snakke om det her med. Min bedste ven. Han var offline, så jeg sendte en masse offline-beskeder til ham. Jeg ville lade min computer være på det trådløse netværk hele natten. Så hvis han nu skrev, så kunne jeg blive reddet.

Jeg vågnede torsdag morgen ved, at min dør blev lukket. Havde der lige stået en og stirret på mig? Jeg blev liggende i min seng i lang tid endnu. Huset var stille. Jeg så på den bærbare, der stadig stod tændt ved min seng. Den var logget af msn. Jeg prøvede at logge på igen. Men det trådløse netværk var væk. Boksen står på mit værelse. Ledningerne dertil var blevet fjernet. Og da jeg havde internet aftenen før, må det her altså have sket om natten. Mens jeg sov. Mine forældre var på mit værelse! Om natten!! Mens jeg sov!!! For at berøve mig min kontakt til omverdenen. For de havde nemlig også taget netværkskablet til den stationære. Det kunne de godt nok også have gjort, mens jeg var til teater, men alligevel!
Det viste sig, at jeg var alene hjemme. Det var jo torsdag, og jeg havde fri fra skole. Mine søskende var i skole, min stedfar var på arbejde i København, og min mor var til læge. Jeg stod op, gik i bad og ryddede op på mit værelse. Helt op. Tørrede øjenskygge af mine vægge og støvsugede kraftigt. Nu ser det ikke ud som om, jeg bor på mit værelse. Jeg pakkede en taske med bøgerne til skole om fredagen, noget tøj og toilettaske. Så tog jeg af sted. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville komme hjem den aften.

På vej til toget mødte jeg min bror. Han vidste selvfølgelig ikke, hvor jeg var på vej hen. Jeg steg på toget, og på vej til Viborg skrev jeg det her:

Thinking of a poem, humming a sad song
Missing an angel, secretly killing the scum
My search is no longer for the one
But for a mercyful soul
Who'll take me away from this painful life
That's my ultimate goal

Jeg fandt sjælen. Jeg fandt et sted, hvor jeg havde det godt, og jeg glemte alt om det liv, jeg var flygtet fra. Én lykkelig, bekymrings-, sorg- og grådfri nat. Hvor jeg dog har længtes.

Jeg tog i skole om fredagen, som om ingenting havde forandret sig. Det var jo en løgn. Men jeg løj ikke for nogen. Jeg var i et usædvanligt humør. Dvs., det var egentlig ikke usædvanligt i forhold til, hvordan jeg plejer at være i skolen. Men det var absurd i forhold til den situation, jeg var i. Jeg mødte overraskende opbakning fra uventede kanter. Tak alle <3

Musik var aflyst. Igen. For 3. gang i træk. Nå, men hverken John eller jeg havde noget at underholde os med før klub om aftenen, så vi kunne selvfølgelig underholde hinanden :) Min Katarina, som ikke længere er O.G., men Raoul <3 face="Trebuchet MS">Da jeg skulle hjem fra klub (ja, jeg var nødt til at tage HJEM, for jeg skulle til teater 14 timer denne weekend, i Ulstrup...), skete der noget sært. Først blev jeg kørt fra klubben og ned til krydset ved indre ringvej af Mads på hans AWESOME chopper! Så skulle jeg bare gå det sidste lille stykke. Da jeg nåede til rundkørslen (ikke den ved stationen, den før), kom en ung, lyshåret.. ahem, popdreng.. gående imod mig. "Hej," sagde han. "Hej," svarede jeg. "Jeg er meget fuld," sagde han. "Ok," svarede jeg. Der kom nogle flere mennesker gående i vores retning. Fyren sagde, at jeg skulle tage at gå over på den anden side af vejen, for det ville ikke være smart at gå hen mod de drenge. De var allesammen pissestive. Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte at ignorere det, ham den lyshårede sagde til mig. Men det skulle jeg have gjort. De fyr var kun ude på ballade. Det vidste jeg et eller andet sted også godt. De sparkede mig. Og der var 2 af dem, der greb fat i hver sin side af min jakke og holdt mig fast. "Hvor skal du hen?" spurgte de. "Hjem," svarede jeg. De gav heldigvis slip igen, og jeg skyndte mig ned til toget. Det passer åbentbart, at sandheden skal komme fra fulde mænd. Tak til den lyshårede gut, hvem han så end var. Næste gang retter jeg mig nok efter rådet...

Da jeg kom hjem, sad mine forældre i stuen. Snakken var jo uundgåelig. Den varede i næsten 3 timer. På et tidspunkt kunne jeg ikke bevare fatningen længere. Igen flygtede jeg ind på mit værelse. Jeg smed mig på sengen og græd, som jeg ikke har grædt før. Jeg kunne ikke styre mit åndedræt. Mine lunger trak sig sammen i voldsomme kramper, og jeg gispede efter vejret. Min stedfar fulgte efter mig. Han syntes ikke vi var færdige med at snakke.
På et tidspunkt spurgte han, om der var noget, jeg var bange for. Mange ting. Hvilke ting? Ting, jeg tænker på, ting, jeg ser. Ting, der ikke burde være der? Ja. Mennesker? Nogle gange. Døde mennesker? Hold nu op med at spørge! Jeg vil ikke fortælle dig de her ting! Jeg vil ikke tænke på de her ting! Hvorfor vil du dog få mig til at gennemleve det igen?! Snakken sluttede med, at min stedfar forlangte, at jeg fortalte ham noget mere, når jeg kom hjem fra teater om lørdagen. Jeg vil snakke med John først. Jeg kunne ikke forklare præcist, hvad jeg ville snakke med ham om, men jeg ville snakke med John først. Så min stedfar låste min mobil op igen. Klogt træk.

Dagen efter måtte jeg så tage en snak mere med mine forældre. Jeg havde talt i telefon med John. I lang tid har det virket underligt for mine forældre, at jeg snakker så meget med den dreng. De mener også, at vi kører hinanden op på de ting, der nu foregår i vores hoveder. De forstod ikke hvorfor. Han gav selv en forklaring på det, som var så genial, at jeg sagde det til mine forældre: "Det bliver ikke værre fordi vi snakker så meget sammen. Vi snakker så meget sammen, fordi det bliver værre."

Lige nu er der mandag. Jeg skal op om ca 5 timer. Mine forældre og jeg har tilsyneladende et nogenlunde normalt forhold igen. Men de sagde, de ville sende mig og mit hoved til læge. Det vil jeg gerne. Men nu siger de pludselig intet om nogen læger. Få dog noget hjælp til mig! Please...

Hvis du har læst alt det her, så kan det kun være af 3 grunde: 1. Du er John. 2. Du synes jeg er sær. Hvilket jeg også er. 3. Jeg betyder noget for dig. Uanset hvad, så tak<3

Sometimes all a girl needs is a hug from a friend.
- and then the John will shout: "Look upon my work of doom!"
xD