Jeg, et afhængigt menneske

Jeg har en tilståelse. Jeg kan ikke finde ud af at give slip. Når noget tilkommer mig for derefter at blive taget fra mig igen, går jeg helt i stykker. Jeg er frygtelig naiv og meget let at knække. Måske tror jeg bare for meget på det bedste i folk. Jeg stoler på menneskerne omkring mig. Nogle mere end andre. Jeg lever vel i en slags forestilling om, at hvis jeg overlader alt om mig til et andet menneske, så kan jeg blive reddet. Så vil nogen gribe mig, når jeg falder.

Men jeg er blevet tabt for mange gange. Jeg kan ikke tåle flere nederlag. Har ikke energi til at kæmpe flere kampe for den lykke, jeg bilder mig selv ind, jeg har.
Jeg tror ikke jeg har én eneste hemmelighed mere. Jo, for nogle mennesker. Men der er mindst én person, der ved alt om mig.
Min sidste livline.

Vi kan snakke om alt. Vi snakker om alt. Deler alt, der kan deles mellem venner. Og jeg er blevet afhængig af det. Jeg elsker det. Ønsker aldrig nogensinde at komme til at undvære det.
Hvad nu hvis det sker alligevel? Hvis jeg mister det? I min naivitet ved jeg, at det aldrig vil ske. Men jeg er jo dum.

Sørgelige lille emobarn. Fordomme og stereotyper. Jeg indeholder det hele.
Du ved, jeg ikke tåler at være alene.