Tænk at McDonald's kunne byde på intime samtaler

Hvornår mon jeg lærer det. At jeg altid kan regne med John. At jeg kan stole på, at vil forstå, hvis jeg bare prøver at forklare. Indtil da er intet okay. Så snart noget går i baglås, så snart jeg har påbegyndt en tanke, jeg ikke kan lide, så er min verden fucked, lige indtil jeg får det forklaret for John.

Vi har ikke snakket ret meget i dag. På min opfordring. Jeg har konkluderet, at jeg er for meget i kontakt med ham. Så det skal have en ende. Ikke fuldstændigt. Men jeg skal ud af afhængighedszonen. For den er jeg nemlig i nu. Det er ikke sundt for mig. Jeg græd i går aftes, jeg græd i morges, da jeg vågnede, jeg græd i bussen på vej til skole. Og jeg har ikke tal på, hvor mange tårer, der trillede ned af mine kinder i skoletiden.
Det var jo bare en misforståelse.

Efter skole tog jeg på arbejde. Da jeg vidste, at John fik fri, tog jeg en pause. Han havde nemlig sagt, at jeg hverken skulle eller måtte tage hjem til ham efter arbejde for at forsøge at forklare ham, hvad der var i vejen. Det gjorde ondt. Men han ringede til mig. Han forklarede sig, og jeg forklarede mig. Så godt jeg kunne. Og der kom en enkelt tåre til. John sagde, at så måtte vi jo snakke om det. Ikke nu, ikke over telefonen, som det plejer at være. Men face to face en dag. Han tog mig helt seriøst, og jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig, jeg er. Jeg glæder mig, til vi tager den snak. Og jeg har bestemt, at snart, når jeg beslutter det, skal der være en dag, hvor vi ikke har kontakt. For at bryde mønstret. John havde ikke bemærket, at der ikke havde været én eneste dag, siden han var i Norge, hvor vi ikke havde haft kontakt. Men problemet var, at det havde jeg. I alt for høj grad. Jeg tænkte, jeg SKAL skrive med ham, hvis jeg ikke kan se ham eller snakke i telefon med ham i dag. Jeg skal vide, han er der. Bare én besked fra ham er nok. Hver dag. Det er psykotisk, jeg ved det godt. Så nu prøver jeg at hjælpe mig selv ud af det.
Én dag.
Tak John.

Efter tingene var blevet redt lidt ud, fik dagen en meget bedre drejning. Jeg har varme kinder lige nu. Og det har jeg ellers kun, hvis jeg har haft en gennemført god dag. Og det har jeg jo ikke i dag. Konklusion: Det har været en ultra fed aften! McD med den del af klassen, der besluttede sig for at tage afsted; Astrid, Sarah, Mette-Marie, Camilla-Marie, Janissan og ikke mindst Niklas! Jeg har ondt i mine grine-smile-have-det-godt-muskler, og for en gangs skyld er det ikke kun Johns fortjeneste.
Min chef tror, han kan tage røven på mig. Det kan han bare ikke :b Retfærdighed skal ske, snart! I win :D

Hvor er jeg glad for at kunne sove længe i morgen. Og hvor er jeg træt af ikke at have fundet en at sove hos efter Open By Night i morgen! Men Ekko har en plan...

Dagens tak går til Mikkel for at have sneget et par ekstra cheeseburgere ned i min McD-pose xD

Min krop vs. mit hoved

Idag gjorde jeg noget, som jeg aldrig troede eller håbede på, at jeg ville blive nødt til at gøre. Men jeg var nødt til. Mest for min egen skyld, men også indirekte for andres.

"Du skal ikke skrive til mig idag.
Og du skal heller ikke ringe og spørge hvorfor.
Der er ikke noget galt som sådan.
Du skal bare ikke tage kontakt til mig idag."

Og det var på trods af, at jeg selv i forvejen havde sendt 3 ubesvarede sms'er til ham. Men det var ikke derfor, jeg skrev det her til ham. Jeg vil ikke forklare mig. Det vedkommer kun dem, jeg vælger, det skal vedkomme.
Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort...

Jeg kan ikke tænke klart idag. Now would be a good time to die. Jeg gider faktisk ikke mere. Orker det ikke. Vil ikke. Lad mig gå nu. Hvis jeg finder styrken, så gør jeg det...

Hvorfor rumler min mave? Mit hoved er ikke sultent. Så jeg spiser ikke. Kroppen er overflødig. Burde sultes bort. Jeg har ikke lyst til mad, til søvn, til snak eller til trøst. Emo idag? Ikke engang for sjov. Men jeg er ikke emo. Emo betyder emotional. Jeg kan ikke mærke noget mere. Så jeg er ikke emo.

Men heller ikke så meget andet...
Please save me too tonight.