Og det var så natten

For 6 minutter siden var klokken 3:00. Og der lå jeg på en madras og græd. Jeg beder dig, spørg ikke hvorfor. Jeg tror ikke, jeg kan svare. Jeg ved ikke, om jeg vil svare. Men der er altså stadig noget, der gør så forbandet ondt. Aller inderst inde. Hvor det betyder allermest. Så jeg ligger her på madrassen. Men fødderne på hovedpuden og fingrene på laptoppen ved fodenden. Madrassen er ikke ret tyk, og gulvet gør ondt mod mine albuer. Smerten får mig til at tænke på noget andet. Væk fra tankerne, væk fra dem. My fatal desire. Få det til at gå væk... Nej! Nej, det mente jeg ikke! Jeg kan ikke leve uden, vil ikke... Hvorfor skal jeg føle mig så fandens alene på den her madras? Uden hånden at holde. Uden en anden. Som sagt, alene. Jeg ved jo godt, det ikke passer. Men jeg græd jo stadig. Med tårer. Og jeg kan ikke fremtvinge tårer. De kommer af sig selv. Når det betyder allermest.