Land i sigte, ohøj!

De sidste uger har været et helvede. Jeg har haft minimalt overskud. Men nu er dramaeksamen og engelskårsprøven lykkeligt overståede: 10 i drama og fucking 12 i mundtligt engelsk! Jeg har været urimeligt heldig. Jeg havde læst én artikel til den teoretiske del i drama – og selvfølgelig var det indholdet af den, vi snakkede om! Og det var bare verdens nemmeste spørgsmål, jeg fik i engelsk. Hvad er det for et slags ord? Det er et adverbium. Hvad lægger det sig så til? Watching. Godt, så skal du bare lige finde et adjektiv. Dér. Sådan :b

Premieren på Busbjerg i går aftes var noget nær perfekt. Det var lige ved, at John ikke kom med alligevel, men jeg fik da hevet ham derud. Det var så betryggende at kunne smile ned til ham vel vidende om, at han (forhåbentligt) ville smile tilbage (: Hvis hans kommentarer til stykket passede, så morede han sig kosteligt :D En skam han skulle skynde sig at nå toget bagefter… Ak ja, det er jo livets ironi :b Min sommer er for alvor skudt i gang, og alle mine bekymringer forsvinder én efter én.

I dag er det d. 19. Det er 2 dage siden, jeg gik fra Mads. Det var ikke meningen. Det skulle ikke have været på vores månedsdag. Jeg ville have holdt ud. Men det blev for meget. Jeg kan ikke være nok lige nu. Jeg er ikke en god kæreste, og jeg har ikke overskud til at blive det. Og så skal jeg nok bare ikke have en kæreste. Når noget føles forkert, skal man så ikke gøre noget ved det måske? Det var for hårdt for mig at prøve. Og jeg kan slet ikke forklare, hvor ubeskriveligt simpelt mit liv er blevet, siden jeg blev single igen. Snart kan jeg sikkert gå tilbage til at skrive blog hver dag – eller flere gange om dagen, som jeg ser Niklas gang på gang har gjort (:

Niklas, når 2.g begynder, så laver vi to simpelthen en helt nu stilart… En blanding mellem det flippede, som vi begge to går og smider omkring os med i forskellige afskygninger, og så alt det emo-ness, vi kan skrabe sammen!

Det har været et meget underligt vejr i dag. Det virker som om det har prøvet på at få mit humør til at vende hele dagen. Det er først lykkedes her til aften. Er jeg mon den eneste, der har prøvet at være trist over noget, man ikke ved hvad er, men som man alligevel ved, at man vil finde ud af senere?

”Du skriver bare.” De ord er et løfte. Om at jeg ikke er alene. For noget tid siden – eller måske er det kun nogle dage, jeg er ikke sikker mere – var jeg hjemme hos John. Det var noget galt. Jeg kan ikke huske, hvad det var. Eller også vil jeg ikke huske det. Men pludselig var jeg meget alene. Lå bare i hans seng og græd. Lod ham ikke se det. Det blev tid til, at jeg skulle hjem, så jeg pakkede mine ting sammen. Jeg stod med ansigtet mod hans seng, hvorpå jeg var ved at pakke min taske. Jeg hørte ham komme ind i rummet, og uden en lyd gik han hen og lagde armene om mig. Ingen af os sagde noget. Han fulgte mig ud, vi sagde farvel, og det var det. Det var alt, var det. Bedst som jeg tror, han er ligeglad, gør han sådan noget. Og siger at han aldrig er ligeglad. For første gang føler jeg, at noget, jeg gør, er fuldstændigt og komplet gensidigt. Jeg elsker min bedste ven, som jeg ikke kunne elske nogen anden <3

What have I done to fall so hard for you?