Tænk at McDonald's kunne byde på intime samtaler

Hvornår mon jeg lærer det. At jeg altid kan regne med John. At jeg kan stole på, at vil forstå, hvis jeg bare prøver at forklare. Indtil da er intet okay. Så snart noget går i baglås, så snart jeg har påbegyndt en tanke, jeg ikke kan lide, så er min verden fucked, lige indtil jeg får det forklaret for John.

Vi har ikke snakket ret meget i dag. På min opfordring. Jeg har konkluderet, at jeg er for meget i kontakt med ham. Så det skal have en ende. Ikke fuldstændigt. Men jeg skal ud af afhængighedszonen. For den er jeg nemlig i nu. Det er ikke sundt for mig. Jeg græd i går aftes, jeg græd i morges, da jeg vågnede, jeg græd i bussen på vej til skole. Og jeg har ikke tal på, hvor mange tårer, der trillede ned af mine kinder i skoletiden.
Det var jo bare en misforståelse.

Efter skole tog jeg på arbejde. Da jeg vidste, at John fik fri, tog jeg en pause. Han havde nemlig sagt, at jeg hverken skulle eller måtte tage hjem til ham efter arbejde for at forsøge at forklare ham, hvad der var i vejen. Det gjorde ondt. Men han ringede til mig. Han forklarede sig, og jeg forklarede mig. Så godt jeg kunne. Og der kom en enkelt tåre til. John sagde, at så måtte vi jo snakke om det. Ikke nu, ikke over telefonen, som det plejer at være. Men face to face en dag. Han tog mig helt seriøst, og jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig, jeg er. Jeg glæder mig, til vi tager den snak. Og jeg har bestemt, at snart, når jeg beslutter det, skal der være en dag, hvor vi ikke har kontakt. For at bryde mønstret. John havde ikke bemærket, at der ikke havde været én eneste dag, siden han var i Norge, hvor vi ikke havde haft kontakt. Men problemet var, at det havde jeg. I alt for høj grad. Jeg tænkte, jeg SKAL skrive med ham, hvis jeg ikke kan se ham eller snakke i telefon med ham i dag. Jeg skal vide, han er der. Bare én besked fra ham er nok. Hver dag. Det er psykotisk, jeg ved det godt. Så nu prøver jeg at hjælpe mig selv ud af det.
Én dag.
Tak John.

Efter tingene var blevet redt lidt ud, fik dagen en meget bedre drejning. Jeg har varme kinder lige nu. Og det har jeg ellers kun, hvis jeg har haft en gennemført god dag. Og det har jeg jo ikke i dag. Konklusion: Det har været en ultra fed aften! McD med den del af klassen, der besluttede sig for at tage afsted; Astrid, Sarah, Mette-Marie, Camilla-Marie, Janissan og ikke mindst Niklas! Jeg har ondt i mine grine-smile-have-det-godt-muskler, og for en gangs skyld er det ikke kun Johns fortjeneste.
Min chef tror, han kan tage røven på mig. Det kan han bare ikke :b Retfærdighed skal ske, snart! I win :D

Hvor er jeg glad for at kunne sove længe i morgen. Og hvor er jeg træt af ikke at have fundet en at sove hos efter Open By Night i morgen! Men Ekko har en plan...

Dagens tak går til Mikkel for at have sneget et par ekstra cheeseburgere ned i min McD-pose xD

Min krop vs. mit hoved

Idag gjorde jeg noget, som jeg aldrig troede eller håbede på, at jeg ville blive nødt til at gøre. Men jeg var nødt til. Mest for min egen skyld, men også indirekte for andres.

"Du skal ikke skrive til mig idag.
Og du skal heller ikke ringe og spørge hvorfor.
Der er ikke noget galt som sådan.
Du skal bare ikke tage kontakt til mig idag."

Og det var på trods af, at jeg selv i forvejen havde sendt 3 ubesvarede sms'er til ham. Men det var ikke derfor, jeg skrev det her til ham. Jeg vil ikke forklare mig. Det vedkommer kun dem, jeg vælger, det skal vedkomme.
Det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort...

Jeg kan ikke tænke klart idag. Now would be a good time to die. Jeg gider faktisk ikke mere. Orker det ikke. Vil ikke. Lad mig gå nu. Hvis jeg finder styrken, så gør jeg det...

Hvorfor rumler min mave? Mit hoved er ikke sultent. Så jeg spiser ikke. Kroppen er overflødig. Burde sultes bort. Jeg har ikke lyst til mad, til søvn, til snak eller til trøst. Emo idag? Ikke engang for sjov. Men jeg er ikke emo. Emo betyder emotional. Jeg kan ikke mærke noget mere. Så jeg er ikke emo.

Men heller ikke så meget andet...
Please save me too tonight.

Johnspiration

Nogle gange er John eller jeg ked af det. Når jeg er ked af det, ved han ikke helt, hvordan han skal trøste mig. Når han er ked af det, er jeg i samme situation. Jeg er bange for at sige noget forkert og gøre det hele meget værre. Nogle gange vil vi slet ikke sige, hvad der er i vejen. Men vi ved også godt begge to, at vi til syvende og sidst fortæller hinanden det alligevel. Og der er aldrig kommet noget dårligt ud af det. Vi løser problemerne sammen. Nogle gange er det nok bare at få smidt kortene på bordet.

Jeg har kun skrevet 2 sange i hele mit liv. Nr. 2 skrev jeg igår, for der var noget, der gik John på, og jeg vidste, at jeg ikke ville komme til at snakke med ham før om aftenen. Og igen vidste jeg ikke, hvordan jeg kunne trøste ham. Så jeg skrev en sang. Til John.

SECRET KEEPER

You know I see it in your eyes
This shadow upon your heart
I don’t know why you wanna hide
This thing, that tears you apart

Your hands are cold, your eyes are dead
Your heartbeat fades away
The curtains are closed, but the stage is set
I won’t go if you want me to stay

And you can close your eyes if you want to
If you know, that I won’t leave you

Let me save you
I will wipe away your tears
I will help you escape your fears
I can’t breathe
If I know you’re not alright
Let me save you tonight

Tell me what you can form in words
My kingdom for your thoughts
And let me feel whatever hurts
In melancholic chords

Let me be your secret keeper
I’ll carry every burden
And you’re allowed to dig even deeper
I want you to know for certain

That you can close your eyes if you want to
If you know, that I won’t leave you

Let me save you
I will wipe away your tears
I will help you escape your fears
I can’t breathe
If I know you’re not alright
Let me save you tonight

Trust me
Let your heart decide, if you
Trust me
You won’t need to hide
I don’t know the words you need to hear
But I’m sure we both will be
All better together
Tonight

To lie in your arms is all I wish
To know you is all I need
You’re the one thing I never want to miss
I’ll follow wherever you lead.

And you can close your eyes if you want to
Just know that I’m right next to you

Let me save you
I will wipe away your tears
I will help you escape your fears
I can’t breathe
If I know you’re not alright
Let me save you tonight

Let me save you
Together we’ll find a way
To get through every day
I won’t breathe
‘Till I know that you’re alright
Please save me too
Tonight

***

Idag er det bare en god dag. Den startede af helvedes til. Overvejede på det kraftigste bare at blive i min seng i morges, da jeg startede med at sove en halv time over mig. Og da jeg så stod op og kiggede mig i spejlet, så jeg bare en fed mave, trætte øjne og en frisure, der på grund af gårsdagens hårvask, havde sit helt eget liv. Timerne i dag var heller ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Biologi, idræt, historie, matematik, fysik. Matematik var det eneste, der var noget værd. Der havde jeg det også sjovt med Niklas, din emo :b Emo er bare dagens ord, mine damer og herrer. Fysik var måske heller ikke det værste, for da var vi sidekammerater :D Emo-kage ud over det hele xD Nå ja, og i 12-frikvarteret var der Chili-koncert i Kentaurhaven :D Gratis Pepsi Max Mojito til alle, nok lige den bedste cola, jeg længe har smagt :b Solen skinnede, græsset var grønt, folk stod rundt omkring i klynger på plænen, musikken lød behageligt i baggrunden. Der var virkelig festival-stemning :b Og så gik der rygte om gratis is i kantinen. Jeg nåede at få en Harald Blåtand xD Den smagte af Oswald-is, du ved, bjørnen med tyggegumminæse :b Og senere var der sandwich og salatbokse til kun en 10’er. Kantinedamen var rigtigt i gavehumør (:

Men alle dage ender jo, og med den også den glade følelse. Der er noget galt. Jeg ved ikke hvad, men det er der. Der er noget uvist, der går mig på. Hvor jeg dog gerne ville vide, hvad det var...

En af de dage

- hvor alting bare er blandet sammen. Ikke bare én følelse, ikke kun én vigtig oplevelse.

Jeg talte i telefon med John i nat. Hvornår lærer jeg, hvor meget jeg i virkeligheden kan stole på ham? Som tingene ser ud nu, så gode venner som vi er, så er der ikke noget, hverken han eller jeg kan sige at gøre, som vil drive os fra hinanden. John er min bedsteven, og de ting, som jeg ikke ville sige til ham, var kun fordi jeg holder så meget af ham, at jeg ikke ville risikere at gøre ham ked af det. Men så snart jeg fik fortalt ham, hvad det handlede om, så var der jo egentligt ikke som sådan et problem mere. Alting bliver bedre. Tak John <3

Jeg har vistnok fået et arbejde. På Grønttorvet. Det er vist et okay arbejde, og min chef lærer jeg forhåbeligt at tackel med tiden. Han er lidt.. speciel.

Min start på dagen var ikke lige den, jeg godt kunne have tænkt mig... Første modul i 110. iologi. Forsøg med enzymer. Og kartofler. Og svinelever. Leveren var rå. Den lugtede. Så skulle den også koges. Og så puttes i alt muligt underligt stads. FUCK DET STANKT! På et tidspunkt i timen skulle vi ud i grupper og skrive noget. Da vi vendte tilbage til klassen, var lugten simpelthen overvældende. Jeg skulle bare UD. Ad...

I 12-frikvarteret sad jeg oppe i festsalen og spillede klaver. Det var det sædvanlige: Mad World - Gary Jules, den eneste sang, jeg til fulde kan spille på klaver; de meget grundlæggende toner til The Rose - Bette Midler; intro + vers + prechorus af My Immortal - Evanescence, min sang, som jeg utroligt gerne ville lære helt; og så introen til The Unforgiven III - Metallica, det nyeste, jeg har lært at spille på klaver.
Mens jeg sad der og jammede, skrev jeg samtidigt med John. På det tidpunkt var dagen stadig grå af formiddagsskyer, så jeg sagde: SEND MERE JOHNSHINE! Og guess what - midt i fransk kommer jeg til at se ud af vinduet, og så befinder jeg mig pludselig midt i den messt strålende sommer. Eller, sådan føltes det i hvert fald (: Måske skinnede solen slet ikke så meget, som jeg gjorde det til, men jeg vidste, hvis fortjeneste, det var, og så var det det bedste :b

Det er altså en lidt underlig dag i dag... Mit horoskop virker som om det er en dag bagud, for det passer meget bedre på igår: Måske holder du kortene tæt til kroppen, og du foretrækker at tale med dem, der er tæt på dig. Private spørgsmål bliver vendt.
Tak for det John <3

Så til dagens store nyhed! Med Johns assistance har jeg hermed oprettet endnu en blog: The Secret Under My Skin. Denne blog skal udelukkende handle om musik - og måske også bare kreativitet, hvis det endelig skal være. Bloggen findes på:
http://thesecretundermyskin.blogspot.com/

Enjoy!

I hate today

Today I won't try to talk to anyone. I will just sit here in my bed. Listening to music, I don't want to hear. Twice. At least. This time, I do not want to take the step. The god damned first step. Today I feel like crying. But I won't. Because I cried yesterday. Isn't that enough? What is left to do or say? Still alone, not alive. This is shit. Error. The connection has broken. Fuck. Not again. Not even a joke.. I wish it was. But it's not. Every word has a meaning. Every word is a note in this new song, that I wrote. This is the picture, that I painted myself. I want to burn it. Watch the coulers fade. And me along with it. Suicidal today? Something changed my life forever. I miss nothing. Not today. I am the invisible girl. Today and everyday. It has already been my turn. Now you go and roll the dice. Twice. The third time will breake me, untill the pieces are too many to be recollected. And so it will end. Consider this as a goodbye? If you will... Forgive me. Go cry emo kid. The music makes no sense. Not to me. Not any longer. Deaf and blind. Might as well die. Go to sleep. Wake up tired. Not again. Not ever again. Please. Didn't think you'd let me get this far. And without caring too. Why does nobody believe my words, when I talk of this lonelyness? Why has the fucking music changed?! Everything has changed. Appearantly I am the only one, who cares to notice. I hate this remix. The new tunes. I hate today. Going in a circle. That black, evil, endless circle. And who cares to help me out. No one. Not anymore. My own fault, I know. My hands are cold.- For the first time in about a year. You don't know why. And now I don't think you ever will. I'm sorry. Gotta go. Bye Bye Beautiful.

Og det var så natten

For 6 minutter siden var klokken 3:00. Og der lå jeg på en madras og græd. Jeg beder dig, spørg ikke hvorfor. Jeg tror ikke, jeg kan svare. Jeg ved ikke, om jeg vil svare. Men der er altså stadig noget, der gør så forbandet ondt. Aller inderst inde. Hvor det betyder allermest. Så jeg ligger her på madrassen. Men fødderne på hovedpuden og fingrene på laptoppen ved fodenden. Madrassen er ikke ret tyk, og gulvet gør ondt mod mine albuer. Smerten får mig til at tænke på noget andet. Væk fra tankerne, væk fra dem. My fatal desire. Få det til at gå væk... Nej! Nej, det mente jeg ikke! Jeg kan ikke leve uden, vil ikke... Hvorfor skal jeg føle mig så fandens alene på den her madras? Uden hånden at holde. Uden en anden. Som sagt, alene. Jeg ved jo godt, det ikke passer. Men jeg græd jo stadig. Med tårer. Og jeg kan ikke fremtvinge tårer. De kommer af sig selv. Når det betyder allermest.

Me, myself and our agreement...

This is not another poem.
Something hurt me today.
I am not gonna tell you what,
'Cause then someone else wil be hurt.
And I don't want that to happen.
So I am just gonna shut up.
But I still got hurt.

Gæt hvem jeg mødte i dag xD

Jeg synes simpelthen, det er hysterisk morsomt, og jeg ved ikke helt hvorfor xD Måske fordi jeg under hans usammenhængende plapren ser en smule op til ham :b

Anyways, lige nu mens jeg skriver, er jeg på vej til Bjerringbro, hvor jeg skal til teater. Jeg sidder helt oppe i den ene ende af toget. Min laptop er sluttet til stikket under bordet. Ved nabobordet sidder en professor-lignende mand i blazer og briller, og over for ham sidder... Thomas Blachmann!

Han er sgu da noget af det medst underholdenden xD Jeg synes, manden er genial :b Jeg sidder lige nu og overvejer, om jeg skal spørge om hans autograf, men jeg er alligevel ikke den type (:

Det er underligt at se ham sådan her. Han har cowboybukser og løs, opknappet skjorte på - og så siger han næsten ingenting xD Det er professor-duden, der tager sig af snakken (: De snakker om Grundfos og om, hvordan det bliver forvekslet med Danfoss xD

Nu begynder Hr. Professor at snakke om bas-musikere, og jeg får helt lyst til at blande mig xD Sige: "Hvis du bliver imponeret over at høre på bas i 20 min, som du siger, så skulle du møde min autist xD"

Så, NU går Blachmann i selvsving og snakker om live-musikere og pladeproduktion osv. xD

Mit tog nærmer sig Bjerringbro, og jeg skal af. Det her var da dagens oplevelse :b

Venner er i sandhed ALT !

Dagens tak går til Janissan for hans ros af min blog. Jeg havde ikke regnet med, at han var en af dem, der gad interessere sig. Tak for ordene (:

Der var dengang for 5 måneder siden, hvor jeg gjorde noget dumt, som kostede mig min bedste ven, Gulli. Hans daværende kæreste afskyede (og gør nok egentlig stadig) mig, så hun forbød mig (forståeligt - tro mig) at have noget med ham at gøre. I 4 måneder opgav jeg ikke håbet. Jeg spurgte folk, om de troede, jeg nogensinde ville komme til at snakke med ham igen. De sagde nej. Så jeg gav op. Han valgte også selv Malene som kæreste frem for mig som veninde. På trods af hans egen holdning; venner frem for alt. Og det kan jeg jo aldrig tilgive ham for. Han mistede statusen som min bedste ven. Han fortjener ikke at blive det igen.

I går var jeg i klub for første gang i et godt stykke tid, for da jeg var på vej til Norge i torsdags, havde jeg fået at vide, at Gulli og Malene var gået fra hinanden, så jeg tanke, nu giver jeg det én chance mere... Jeg skrev til ham, og han ville gerne være venner med mig igen :) Så jeg tog i klub. Gulli var selvfølgelig ikke den eneste grund for mig til at gå i klub. Jeg havde en, men kun én, mere; John. Jeg er sgu blevet dybt afhængig af den dreng! Pga. Norge-turen havde jeg ikke set ham siden onsdag, og hvor jeg dog længtes efter af give ham et kram! Men der var for mange folk, som ikke brød sig om mit nærvær, så jeg lod være... Jeg ville så gerne have sagt farvel til ham, da jeg tog hjem, men han var inde i musik, og jeg vidste, at Andreas, min ekstremt højrøvede ex, også var derinde. Og jeg magtede det altså ikke...

Jeg talte i telefon med John i går. Længe. Som vi plejer :') Men vi sagde næsten ingenting. "Hvor længe vil du høre på, at jeg trækker vejret?" spurgte han efter en meget lang pause. "Lige så længe, det skal være," svarede jeg. Der er ikke noget, jeg hellere vil. Bare det at vide, at han er der i den anden ende og lytter ligesom jeg, giver mig en tryghed, jeg ikke har oplevet før.

John? Det, du sagde til mig i går, det med mit msn-navn, det forstår jeg godt. Jeg har jo for fanden levet hele mit liv som 3. hjul, tro mig, når jeg siger, at jeg forstår dig. Mathias, John, O.G., Phantom, du er min bedsteven, og så længe du gerne vil være det, kan ingen erstatte dig! Jeg elsker, når du holder om mig, når jeg er ked af det. Jeg elsker, når du lader mig holde om dig, ae din håndryg eller stryge fingrene gennem dit hår. Jeg behøver dig. Selvfølgelig behøver jeg dig! Som jeg aldrig har behøvet nogen før... Hver gang jeg sidder i toget på vej mod Ulstrup efter en eftermiddag hos dig, som jeg gør lige nu, ville jeg bare ønske, at jeg aldrig var taget afsted fra dig. I need you, I will always need you. Hvis jeg mistede dig, ville mit liv gå fuldstændigt op i sømmene. Du er tråden, du er limen, du er gaffatapen :b Du er solen i min sommer, og hvis jeg ikke kan være The Ekko in John John, hvad er jeg så? John, bedsteven, jeg savner dig - altid <3

Smile Today

Tonight
I'm gonna cry myself to sleep
Because you're only in my dreams
And it hurts me when I see your face
And I know that I'm not
Gonna see your smile today

Home is where the heart is <3

Det ser ud, som om jeg ikke er den eneste, der ikke har blogget på det seneste :b Det virker lidt som om tiden har stået stille, mens jeg var i Norge. Det var skønt! Jeg var hjemme <3>
Norge, jeg vil savnde dig!

Min bedstemor fik en virkelig smuk urnenedsættelse. Hele den her tur har virkelig bundet min familie mere sammen. Kirken var kort, bred, hvid, at træ, og utrolig smuk. Indeni var der en helt anden verden. Simpel, glad, ubekymret. Milde farver. Og der var helt stille. Også udenfor. Gravstenene var spredt ud over græsplænen. Der var ikke gravsteder, kun stenene, så man kunne gå rundt mellem dem. Der var solskin. Ingen biler, ingen snak, ingen støj eller larm. Der var spredt fuglesang, og langt langt borte kunne jeg høre en hund gø. Ikke så langt borte kunne jeg høre rislende vand. Græsset var grønt og en smule fugtigt. Folk begyndte stille at strømme til. Familie, jeg ikke vidste, jeg havde. Familie...
Der var så mange blomster. Min hidtil ukendte onkel havde et hvidt trækors med, hvorpå der stod "Astri Nielsen". Astrid Helene Nielsen født Sørli. Bedemanden sagde et par ord, vi sang et par salmevers, og så holdt min mor en mindetale. Hun sluttede af med et halvkvalt "hvil i fred." Sådan havde hun ikke engang grædt til begravelsen i Danmark. Dette var det allersidste farvel. Hun vendte sig bort. Jeg gik hen ved hendes side og tog hendes hånd, og hun klemte min. Min mor. Som jeg stadig har.

Bedste, jeg ville have skrevet et brev til dig og lagt det på din grav. Jeg er ked af, at vi var så fjerne fra hinanden. Jeg kendte dig ikke, som jeg havde bildt mig ind. Miguel, som ikke er direkte beslægtet med os, var dig nærmere end jeg. Selv til din begravelse fandt jeg ud af ting om dig, som jeg aldrig havde hært før. Hvordan du f.eks. mødte min bedstefar. At dit mellemnavn er Helene. Hvilket betyder, at min lillesøster er opkaldt efter dig...

Astri Helene Nielsen, hvil i fred.

En dag vil jeg besøge din grav igen, se den sten, der kommer på, synge en sang for dig. Savne dig. Men vi ses.

John er min bedste ven!!!!!

Igen til John.
Undskyld. Jeg er ked af den måde, jeg fik dig til at føle på igår. Det var ikke min hensigt. Faktisk ved jeg ikke længere, hvad min hensigt var. Retfærdighed? Nok mere selvretfærdighed. Jeg er så ked af det... Men du bliver jo ked af det, når jeg er ked af det, jeg og bliver ked af, hvis du bliver ked af, at jeg er ked af det. Onde, onde cirkel. John, jeg redder dig, hvis jeg kan. Jeg passer på dig <3

Det er begrænset hvor lang min blog bliver idag, for det var ikke mange timer, før jeg tager til Norge. Min bedstemors urne skal sættes i jorden i nærheden af, hvor hun voksede op. R.I.P. Astri Helene Sørli.

Jeg har fået min laptop og må godt tage den med til Norge, men spørgsmålet er bare, om jeg har mlighed for at komme på nettet. I hope so? Ellers kan jeg ikke snakke med nogen - ahem, John - før lørdag nat ! ö
xD
Jeg ser sjov ud lige nu :b Jeg har haft mit hår sat op i en knold hele dagen, og nu, hvor jeg har taget det ned, ligner jeg lidt Agnes xD I love it!

Norge, here I come.
Folks, see ya!

Træt af at løbe, træt af at gemme mig, træt af at føje mig!

Da jeg kørte med bussen til skole igår morges, besluttede chaufføren sig pludseligt for at tage en ekstra omgang i rundkørslen. Måske var han bare forvirret. Men det fik mig til at tænke over, hvor rundtosset mit liv egentligt er...

Jeg har været i nærkamp med mine forældre igen, hvilket nu har ført til, at kommunen er blevet indblandet, og med deres hjælp ved jeg nu, at tingene er på vej mod bedre udsigter.

Jeg er begyndt at have seriøst store huller i min hukommelse... Det er ikke særligt belejligt, når ens mor forlanger, at man prioriterer planlægning over alt andet...

Jeg har det rigtigt dårligt idag. Jeg troede, jeg havde fået det bedre, grundet bedstevennen, men jeg tog helt fejl.
Ikke flere gemmesteder, ikke flere hemmeligheder.
John, Mathias! Jeg er vred på dig! For vred til at skrive eller ringe til dig! Vred nok til istedet at skrive mine tanker her! Jeg vil ikke længere være The Bad Guy! Jeg er rasende, jeg er skuffet! Min mening er ikke at gøre dig ked af det eller give dig dårlig samvittighed, men please forstå, hvor fucking ondt det gør!
Jeg vil prøve at forklare det... Du ved nok godt, hvad det her handler om, men kender ikke grunden til den her reaktion...
Du har fået mig til at føle mig, som når Emmy i skolen skriver en sms til mig istedet for at gå over og snakke med mig, hvis hun kan se på mig, at der er noget galt. Hun får mig til at føle, at hun skammer sig over mig.
Kan du ikke godt se det!
Jeg skal til Norge i morgen, kommer først hjem lørdag nat. Måske er mit raseri stilnet af til den tid. Måske har jeg.. tilgivet det. Måske hader du mig.
Men jeg har føjet mig nok.
For fanden da, du kender mig bedre end nogen anden! Jeg hader dig, og jeg jeg elsker dig, og jeg ved, hvor meget jeg vil komme til at fucking savne dig! Men jeg har ikke fortjent det her...
Ikke flere hemmeligheder!
Undskyld...

My Ultimate Goal

Why are the words so hard to find
And far too strong to fit in my mind
Where can I shout my last goodbye
How can I find the wings to fly
And then die

No one can help me in my despair
No one that lives and breathes the air
Beyond what humans can think or feel
To tell the truth, to seek and reviel
What is real

Thinking of a poem, humming a sad song
Missing an angel, secretly killing the scum

My search is no longer for the one
But for a mercyful soul
Who'll take me away from this painful life
That's my ultimate goal!

Dedikeret til Mathias Lindhardt Greve

Undskyld John John, jeg ved godt, at det føles unaturligt, når jeg bruger det navn, men det var ligesom for at indlede min blog med at fortælle, at jeg mener alt, hvad jeg kommer til skrive, dybt seriøst.

Mathias, The Johnovitzsch, John John, han er min bedste ven. Jeg har vidst det i lang tid. Det startede vel i sommers. Der er altså noget med sommeren... Dengang kom jeg sammen med ham Andreas, daværende forsanger i Run Son. Han tog mig med til musik på et tidspunkt i ferien. John var der også, for han var jo (og er stadig) bandets elite-guitarist. Skide autist :b Jeg kendte godt John på det tidspunkt. Gennem Fie, Andreas og klubben, tror jeg.

Ferien forsvandt, sommeren sluttede, Andreas tog på efterskole. Vores forhold holdt selvfølgelig ikke. Hvorfor lyttede jeg dog ikke til menneskerne omkring mig... Men nu, hvor idioten var væk, stod bandet og manglede en forsanger. Det var en drøm, som jeg kun havde turdet drømme i smug, det vidste Andreas godt. Jeg havde sagt til ham et par gange, at jeg misundte ham en smule. Jeg ville gerne være i et band, selvom jeg nogen gange føler mig som et musikalsk analfabet. Jeg kan jo ingenting? Men David, manageren, kunne lide min sang, og så var jeg hyret :)

Jeg kan huske en af de første gange, jeg skulle øve med bandet. Jeg var temmelig nervøs. Og vidste faktisk ikke engang rigtigt, hvordan jeg skulle komme derud. John John var der heldigvis til at hjælpe mig. Jeg tog hjem til ham efter skole, og da det blev tid, tog vi ud til David, som så kørte ud på Houlkær Skole, hvor vi øver. Fra det tidspunkt kunne jeg jo godt selv finde ud af, hvor jeg skulle gå hen og hvornår. Men jeg blev alligevel ved med at tage hjem til John rimeligt regelmæssigt, selv hvis musik blev aflyst. For når man lige pludselig ikke havde nogen planer mere, hvad skal man så lave? :b

D. 27. februar i år havde jeg min debut som sanger. Run Son optrådte til LIVEbrary Concert på Viborg Bibliotek sammen med 4 andre ungdomsbands. Jeg kunne ikke have forestillet mig en bedre debut. Det kunne selvfølgelig altid have gået bedre. Men det gik godt :) I ugerne op til koncerten øvede vi næsten hver dag. Og det betød, at jeg næsten hver dag var social med John. Han er jo fantastisk. Jeg elsker dit forskruede hoved :)

Jeg er dum og utroligt naiv. Jeg stoler måske for meget på folk. Men jeg kunne mærke, at det var anderledes med John. Han var ikke bare endnu en af de folk, jeg kalder mine venner som en generalisering. Something quite special. Lidt efter jul gav jeg ham en forsinket julegave, bare fordi jeg havde lyst. Jeg prøvede at forklare ham det. Sagde, at han var kommet til at betyde rigtigt meget for mig, og at han nok var min bedste ven. Det var vist for hurtigt at sige det. Jeg var bange for at ødelægge det hele for mig selv. Men den her dreng, han skulle altså bare have at vide, hvor vigtig han var.

I dag kalder jeg ham med stolthed min bedste ven. Han holder mig oppe, når andre vil holde mig nede. Han giver mig tro på mig selv og mine handlinger. Han er alt, hvad man kunne ønske sig af en ven. Og han er den bedste af slagsen.
Nogle gange skræmmer vi hinanden lidt xD Vi tænker måske lidt for ens, for vi har efterhånden virkelig mange eksempler på tidspunkter, hvor vi siger det samme på samme tid, eller hvor den ene siger noget, og den anden så siger: ”Det skulle jeg lige til at sige!” Ordret :) Vi er på samme bølgelængde. Det er fantastisk. Vi kunne have været tvillinger, bortset fra at der er ½ års aldersforskel :b Det må være tidsforskellen fra Viborg til Ulstrup, der har været afgørende xD Ulstrup er en anden verden, men så er det godt, jeg har ham til at tage mig tilbage til hans dimension :')

Siden koncerten har der næsten ikke været en dag, hvor vi ikke har skrevet eller snakket sammen. Der var en uge, hvor han var med klassen i Norge, og så kunne jeg jo ikke have kontakt med ham. Den uge fuckede alt bare op. Faktisk begyndte det natten før han skulle af sted. Han ved godt selv hvad det handler om. Men John, du har sikkert glemt, hvad jeg fabler om xD Så her er nogle hints: min bedstefar, biler, lys, lyde. Jeg har ikke fortalt andre præcis, hvad der skete. Det er nok heller ikke en særlig god idé, så uskadeliggør de mig bare…
De næste dage var mit hoved fyldt med en masse ubehagelige tanker. Og jeg gjorde ting, jeg ikke kunne styre. Det gik så ud over Michelle fra klassen, da hun fik mit indre bæger til at flyde over. Hun fik mig til at miste besindelsen. Det var dumt af hende. Vi endte begge med at få en skriftlig advarsel. Hvis vi får en til, bliver vi smidt ud af skolen. Så lad være med at rode med mit hoved!! Jeg gjorde mange dumme ting… Ved mig selv… Det ville ikke stoppe. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg glemte ting, så jeg begyndte at skrive tankerne ned. Men det var langt fra ligesom en dagbog, tro mig… Og når jeg så så på det senere og havde glemt, at jeg havde skrevet det, så føltes det som om, at det var en helt anden…
Men John kom hjem fra Norge, og han reddede mig. Tak <3>John og jeg har lavet så mange sjove ting sammen. Mange af dem er indforståede. Men fredag d. 13. marts, på John & Debbies 23 måneders dag, tog vi i klub. Men før det stod jeg og smukkeserede mig på hans værelse. Jeg fandt mit pink BodyShop-stads frem. Jeg pillede låget af og stak det op til Johns ansigt, så han kunne dufte det. John fattede ikke pointen xD Han stak en finger ned i det pink stads og smurte en klat på sin næsetip xD Først stod vi begge og så helt normale ud. Så begyndte mine lattermuskler at trække sig sammen. Jeg brød sammen af grin xD John stod sådan lidt... hvad foregår der-agtigt. "Hvad er det egentligt?" spurgte han undrende. "Lipgloss," svarede jeg åndeløst. Jeg kunne ikke holde op med at grine xD John råbte en masse væmmelige ting og sagde: "Det kunne du godt have sagt!" xD

Sådan har vi så meget sjov med vores helt egen humor :b Vi lyder altså også bare retarderede, når vi snakker sammen, fordi vi siger så frygteligt mange sære ting xD Vi har lavet en liste, der foreløbigt ser sådan ud:

SNILDE ORD
By John & Ekko

Snu, Snild, Snedig, Dulh (=?), Ghedulh (=!), John, Laban, Le Gasp!, Gusten, Suspekt, Røvrendt, Skinkeline, Truntebarn, Spaß, Rundetrunte, DILLIGAF (Do I Look Like I Give A Fuck), Spøjs, Skøjte (Skøge + Tøjte), at autist-e (hermed et nyt udsagnsord), ønkser (muhaha! .. xD), Skabsged, Yøs, Noooooå, Nils (Nice)

JO, vi HAR altså et liv, men vi har det også bare MEGET sjovere end gennemsnittet :b
Mit humør stiger proportionalt med solskinnet, for John er sommeren :')

John John har det med at kunne redde mig, når jeg er på kanten til et breakdown. Lige før det går helt galt. En gang gjorde han det ved at definere mig. Og det var det mest rørende, nogen nogensinde havde fortalt mig, så det kommer ikke til at stå her! :D Han er også fantastisk til at definere sig selv, men nu vil jeg også prøve...

Mathias Lindhardt Greve :) Keeper of secrets, friend and Phantom. Ved mere om musik end nogen andre jeg kender. Han er en, man kan stole på og regne med. Han er en, der meget let kommer til at betyde verden for en. Han ser sandheden, når andre prøver at overse den. Han forstår mennesker. Han gennemskuer dem. Han er kun 15 år fysisk. Mentalt er han fra en anden verden. Måske er han en engel. Han er her i hvert fald for at hjælpe :) Han ved hvad smerte er. Derfor forstår han dem, der betror ham deres inderste. Mathias kan spille mange roller på en gang. John ser, John ved, John forstår. Han er den eneste, jeg kender, der har gjort det til en livsmission at passe på dem, han holder af. Og han gør det ikke med våben og vold. Han gør det med ord. Og han er fucking god til det! Mathias figured it out... Dunno how, but I'm sure he's got it figured out. John er en, jeg ikke ville kunne tåle at miste. John er solen i min sommer. Han er musikken, han er smilet, han er latteren. Han er noget, man er stolt af. Han er grunden til, at jeg ved, hvad det vil sige at elske. Han er grunden til, at jeg stadig er her og skriver. Han er mine ord. Han er sandheden. His logic is undeniable. Han er forvirrende, han er fokuserende, han er phantastisk :) John, don't die before I do. John, jeg SAVNER dig. John, tak<3