Træt af at løbe, træt af at gemme mig, træt af at føje mig!

Da jeg kørte med bussen til skole igår morges, besluttede chaufføren sig pludseligt for at tage en ekstra omgang i rundkørslen. Måske var han bare forvirret. Men det fik mig til at tænke over, hvor rundtosset mit liv egentligt er...

Jeg har været i nærkamp med mine forældre igen, hvilket nu har ført til, at kommunen er blevet indblandet, og med deres hjælp ved jeg nu, at tingene er på vej mod bedre udsigter.

Jeg er begyndt at have seriøst store huller i min hukommelse... Det er ikke særligt belejligt, når ens mor forlanger, at man prioriterer planlægning over alt andet...

Jeg har det rigtigt dårligt idag. Jeg troede, jeg havde fået det bedre, grundet bedstevennen, men jeg tog helt fejl.
Ikke flere gemmesteder, ikke flere hemmeligheder.
John, Mathias! Jeg er vred på dig! For vred til at skrive eller ringe til dig! Vred nok til istedet at skrive mine tanker her! Jeg vil ikke længere være The Bad Guy! Jeg er rasende, jeg er skuffet! Min mening er ikke at gøre dig ked af det eller give dig dårlig samvittighed, men please forstå, hvor fucking ondt det gør!
Jeg vil prøve at forklare det... Du ved nok godt, hvad det her handler om, men kender ikke grunden til den her reaktion...
Du har fået mig til at føle mig, som når Emmy i skolen skriver en sms til mig istedet for at gå over og snakke med mig, hvis hun kan se på mig, at der er noget galt. Hun får mig til at føle, at hun skammer sig over mig.
Kan du ikke godt se det!
Jeg skal til Norge i morgen, kommer først hjem lørdag nat. Måske er mit raseri stilnet af til den tid. Måske har jeg.. tilgivet det. Måske hader du mig.
Men jeg har føjet mig nok.
For fanden da, du kender mig bedre end nogen anden! Jeg hader dig, og jeg jeg elsker dig, og jeg ved, hvor meget jeg vil komme til at fucking savne dig! Men jeg har ikke fortjent det her...
Ikke flere hemmeligheder!
Undskyld...