Jeg ved ikke, hvad min dagens blog skal handle om. Det kunne være så meget. Det kunne være om forventninger. Om de mennesker, jeg holder af. Hver dag. Det kunne være hvad som helst...
Men pointen er bare, at der ikke rigtigt er sket noget af betydning idag. Ikke i forhold til mange, utroligt mange andre dage.
Men fredags, i fredags skete der noget, som jeg egentligt havde glemt. Men det betød noget. Og hvem er jeg ikke at nedfælde, hvad der har betydning..?
Jeg stod og ventede på bussen til Vestervang, fordi jeg skulle ud til the John. Der kom en pige hen og spurgte mig, om der gik en bus her lige om lidt, og det gjorde der jo. Så sagde hun, at jeg havde en fed skoletaske. Dark Dudes. Først stod jeg sådan lidt, heh, okay tak :b Så smilede hun og viste mig, at hun havde en Dark Dudes nøglering, og før vi vidste af de stod vi og snakkede om alt muligt, hele vejen ned til stationen, hvor hun stod af. Jeg smilede resten af vejen til Vestervang :) Hun hed vist Line, og jeg hilste på hende i skolen i dag :b
Nu kan jeg huske noget vigtigt, der skete idag: Jeg sad i bussen ned mod stationen. Den holdt ved Trappetorvet. Mens jeg bare sad og stirrede ud af vinduet, så jeg en dreng gå rundt på fliserne med sin skoletaske på ryggen. Han kiggede så underligt op i luften. Jeg fulgte hans blik og fik øje på det samme som ham; årets første sommerfugl. For mit vedkommende i hvert fald. Det var en citronsommerfugl, og den skinnede unaturligt meget i solskinnet, som jeg pludselig lagde mærke til. Drengen tog et par skridt efter sommerfuglen, som om han havde glemt, hvor han egentlig var. Sommerfuglen fløj væk, og drengen vendte tilbage til virkeligheden. Men den følelse, han må have haft, var sikkert helt enestående.
I morgen bliver en god dag. Jeg har fri allerede klokken 12, og så skal jeg lige skynde mig hjem om rydde op på værelset. Og så skal jeg tilbage til Viborg igen for at hente John :) Drengen har aldrig kørt i tog før, så hvis jeg ikke redder ham, dør han tilsyneladende xD Vi skal autist-e i toget og være på samme bølgelængde hele eftermiddagen, det bliver awesome-o :b
Og så skal vi hjælpe min lillebror med et eller andet skoleprojekt om hash. Jeg skal synge en sang, og John John vil gerne spille keyboard til :b
Jeg glæder mig til at få ham slæbt til Ulstrup :') Så kan jeg vise ham nogle af de ting, der rent faktisk gør det her til et sted, der er værd at være. Skoven. Engen. Stierne. Bækken. The outdoors :) Ses i morgen Johnovitszch :b
mandag den 30. marts 2009
søndag den 29. marts 2009
Today must have been one of the strangest days...
Først og fremmest undskylder jeg til min trofaste læser Niklas, for at han til ingen verdens nytte til hudløshed har måttet klikke "opdater for at vise nyskrevne blogs, som jeg aldrig fik skrevet.
Jeg har ikke skrevet blog siden onsdag. Af flere grunde, der alle munder ud i det samme emne: forældre.
I onsdags havde jeg et stort - enormt - skænderi med min mor og min stedfar. Over at jeg havde skruet op for min radiator. Mit værelse er helt ude i den ene ende af huset. Der bliver meget nemt koldt. Jeg hader kulde. Jeg har det bedst, når der er mindst 26 grader varmt. Men altså, jeg prøvede at forklare min stedfar, at det kun var et kvarter siden, at jeg havde tændt for radiatoren. Det troede han ikke på, for den kunne da i hvert fald ikke varme et rum op på et kvarter. Nu er det bare sådan, at min radiator ikke virker helt korrekt, på den måde at når den står på 17 grader, varmer den ikke, men det gør den til gengæld i meget høj grad, så snart den står på 18. Så jo, den kan GODT varme et rum op op et kvarter.
Alligevel syntes min stedfar, at jeg tog gevaldigt fejl, så han sagde, at han ville hæve 200 kr. fra min konto, fordi jeg åbenbart bruger for meget strøm. Diskussionen udviklede sig hurtigt til et gigantisk skænderi. Mest om hvor fucking uansvarlig og upålidelig jeg er. Jeg forlod rummet. Det gør jeg altid. Jeg magter det bare ikke. Min mor er i den tro, at jeg er "kølet ned" efter 10 minutters tid. Så hun gik ind på mit værelse, hvor jeg sad ved min computer og græd. Hun begyndte at snakke om tillid, fordi jeg aldrig fortæller dem noget. Hun brugte den der med, at "nu var jeg jo 16 år, og så forventede de, og bla bla bla..." 3 sekunder senere sagde hun: "...men du er jo KUN 16 år..." NEJ!
Jeg blev vist temmelig provokerende over for hende, det indrømmer jeg gerne. Men det er bare en ond cirkel. Jo mere de forlanger at vide, jo mindre har jeg lyst til at involvere dem i mit liv.
Min mor flippede. Hun fejede armen hen over mit rodede skrivebord og fik på den måde kylet alt, der var derpå, tværs gennem rummet. Inklusiv en lille kuffert jeg har, hvor alt det makeup, jeg ikke bruger, er i. Der var kulørt pulver op og ned af vægge og godt og grundigt nede i gulvtæppet.
Jeg tog til teater, selvom jeg var meget oprørt. Så det var selvfølgelig meget tydeligt for mine medskuespillere, at der var noget helt galt. Jeg afbrød mit Animal-maraton. Jeg skulle høre jeg-er-meget-vred-på-mine-forældre-og-jeg-hader-mit-liv-musik. Denne gang var det bare helt alvorligt ment.
Da jeg kom hjem fra teater, så jeg, at mine forældre havde spærret min mobil. Jeg loggede på msn på den bærbare. Der var én person, som jeg bare havde et inderligt behov for at snakke om det her med. Min bedste ven. Han var offline, så jeg sendte en masse offline-beskeder til ham. Jeg ville lade min computer være på det trådløse netværk hele natten. Så hvis han nu skrev, så kunne jeg blive reddet.
Jeg vågnede torsdag morgen ved, at min dør blev lukket. Havde der lige stået en og stirret på mig? Jeg blev liggende i min seng i lang tid endnu. Huset var stille. Jeg så på den bærbare, der stadig stod tændt ved min seng. Den var logget af msn. Jeg prøvede at logge på igen. Men det trådløse netværk var væk. Boksen står på mit værelse. Ledningerne dertil var blevet fjernet. Og da jeg havde internet aftenen før, må det her altså have sket om natten. Mens jeg sov. Mine forældre var på mit værelse! Om natten!! Mens jeg sov!!! For at berøve mig min kontakt til omverdenen. For de havde nemlig også taget netværkskablet til den stationære. Det kunne de godt nok også have gjort, mens jeg var til teater, men alligevel!
Det viste sig, at jeg var alene hjemme. Det var jo torsdag, og jeg havde fri fra skole. Mine søskende var i skole, min stedfar var på arbejde i København, og min mor var til læge. Jeg stod op, gik i bad og ryddede op på mit værelse. Helt op. Tørrede øjenskygge af mine vægge og støvsugede kraftigt. Nu ser det ikke ud som om, jeg bor på mit værelse. Jeg pakkede en taske med bøgerne til skole om fredagen, noget tøj og toilettaske. Så tog jeg af sted. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville komme hjem den aften.
På vej til toget mødte jeg min bror. Han vidste selvfølgelig ikke, hvor jeg var på vej hen. Jeg steg på toget, og på vej til Viborg skrev jeg det her:
Thinking of a poem, humming a sad song
Missing an angel, secretly killing the scum
My search is no longer for the one
But for a mercyful soul
Who'll take me away from this painful life
That's my ultimate goal
Jeg fandt sjælen. Jeg fandt et sted, hvor jeg havde det godt, og jeg glemte alt om det liv, jeg var flygtet fra. Én lykkelig, bekymrings-, sorg- og grådfri nat. Hvor jeg dog har længtes.
Jeg tog i skole om fredagen, som om ingenting havde forandret sig. Det var jo en løgn. Men jeg løj ikke for nogen. Jeg var i et usædvanligt humør. Dvs., det var egentlig ikke usædvanligt i forhold til, hvordan jeg plejer at være i skolen. Men det var absurd i forhold til den situation, jeg var i. Jeg mødte overraskende opbakning fra uventede kanter. Tak alle <3
Musik var aflyst. Igen. For 3. gang i træk. Nå, men hverken John eller jeg havde noget at underholde os med før klub om aftenen, så vi kunne selvfølgelig underholde hinanden :) Min Katarina, som ikke længere er O.G., men Raoul <3 face="Trebuchet MS">Da jeg skulle hjem fra klub (ja, jeg var nødt til at tage HJEM, for jeg skulle til teater 14 timer denne weekend, i Ulstrup...), skete der noget sært. Først blev jeg kørt fra klubben og ned til krydset ved indre ringvej af Mads på hans AWESOME chopper! Så skulle jeg bare gå det sidste lille stykke. Da jeg nåede til rundkørslen (ikke den ved stationen, den før), kom en ung, lyshåret.. ahem, popdreng.. gående imod mig. "Hej," sagde han. "Hej," svarede jeg. "Jeg er meget fuld," sagde han. "Ok," svarede jeg. Der kom nogle flere mennesker gående i vores retning. Fyren sagde, at jeg skulle tage at gå over på den anden side af vejen, for det ville ikke være smart at gå hen mod de drenge. De var allesammen pissestive. Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte at ignorere det, ham den lyshårede sagde til mig. Men det skulle jeg have gjort. De fyr var kun ude på ballade. Det vidste jeg et eller andet sted også godt. De sparkede mig. Og der var 2 af dem, der greb fat i hver sin side af min jakke og holdt mig fast. "Hvor skal du hen?" spurgte de. "Hjem," svarede jeg. De gav heldigvis slip igen, og jeg skyndte mig ned til toget. Det passer åbentbart, at sandheden skal komme fra fulde mænd. Tak til den lyshårede gut, hvem han så end var. Næste gang retter jeg mig nok efter rådet...
Da jeg kom hjem, sad mine forældre i stuen. Snakken var jo uundgåelig. Den varede i næsten 3 timer. På et tidspunkt kunne jeg ikke bevare fatningen længere. Igen flygtede jeg ind på mit værelse. Jeg smed mig på sengen og græd, som jeg ikke har grædt før. Jeg kunne ikke styre mit åndedræt. Mine lunger trak sig sammen i voldsomme kramper, og jeg gispede efter vejret. Min stedfar fulgte efter mig. Han syntes ikke vi var færdige med at snakke.
På et tidspunkt spurgte han, om der var noget, jeg var bange for. Mange ting. Hvilke ting? Ting, jeg tænker på, ting, jeg ser. Ting, der ikke burde være der? Ja. Mennesker? Nogle gange. Døde mennesker? Hold nu op med at spørge! Jeg vil ikke fortælle dig de her ting! Jeg vil ikke tænke på de her ting! Hvorfor vil du dog få mig til at gennemleve det igen?! Snakken sluttede med, at min stedfar forlangte, at jeg fortalte ham noget mere, når jeg kom hjem fra teater om lørdagen. Jeg vil snakke med John først. Jeg kunne ikke forklare præcist, hvad jeg ville snakke med ham om, men jeg ville snakke med John først. Så min stedfar låste min mobil op igen. Klogt træk.
Dagen efter måtte jeg så tage en snak mere med mine forældre. Jeg havde talt i telefon med John. I lang tid har det virket underligt for mine forældre, at jeg snakker så meget med den dreng. De mener også, at vi kører hinanden op på de ting, der nu foregår i vores hoveder. De forstod ikke hvorfor. Han gav selv en forklaring på det, som var så genial, at jeg sagde det til mine forældre: "Det bliver ikke værre fordi vi snakker så meget sammen. Vi snakker så meget sammen, fordi det bliver værre."
Lige nu er der mandag. Jeg skal op om ca 5 timer. Mine forældre og jeg har tilsyneladende et nogenlunde normalt forhold igen. Men de sagde, de ville sende mig og mit hoved til læge. Det vil jeg gerne. Men nu siger de pludselig intet om nogen læger. Få dog noget hjælp til mig! Please...
Hvis du har læst alt det her, så kan det kun være af 3 grunde: 1. Du er John. 2. Du synes jeg er sær. Hvilket jeg også er. 3. Jeg betyder noget for dig. Uanset hvad, så tak<3
Sometimes all a girl needs is a hug from a friend.
- and then the John will shout: "Look upon my work of doom!"
xD
Jeg har ikke skrevet blog siden onsdag. Af flere grunde, der alle munder ud i det samme emne: forældre.
I onsdags havde jeg et stort - enormt - skænderi med min mor og min stedfar. Over at jeg havde skruet op for min radiator. Mit værelse er helt ude i den ene ende af huset. Der bliver meget nemt koldt. Jeg hader kulde. Jeg har det bedst, når der er mindst 26 grader varmt. Men altså, jeg prøvede at forklare min stedfar, at det kun var et kvarter siden, at jeg havde tændt for radiatoren. Det troede han ikke på, for den kunne da i hvert fald ikke varme et rum op på et kvarter. Nu er det bare sådan, at min radiator ikke virker helt korrekt, på den måde at når den står på 17 grader, varmer den ikke, men det gør den til gengæld i meget høj grad, så snart den står på 18. Så jo, den kan GODT varme et rum op op et kvarter.
Alligevel syntes min stedfar, at jeg tog gevaldigt fejl, så han sagde, at han ville hæve 200 kr. fra min konto, fordi jeg åbenbart bruger for meget strøm. Diskussionen udviklede sig hurtigt til et gigantisk skænderi. Mest om hvor fucking uansvarlig og upålidelig jeg er. Jeg forlod rummet. Det gør jeg altid. Jeg magter det bare ikke. Min mor er i den tro, at jeg er "kølet ned" efter 10 minutters tid. Så hun gik ind på mit værelse, hvor jeg sad ved min computer og græd. Hun begyndte at snakke om tillid, fordi jeg aldrig fortæller dem noget. Hun brugte den der med, at "nu var jeg jo 16 år, og så forventede de, og bla bla bla..." 3 sekunder senere sagde hun: "...men du er jo KUN 16 år..." NEJ!
Jeg blev vist temmelig provokerende over for hende, det indrømmer jeg gerne. Men det er bare en ond cirkel. Jo mere de forlanger at vide, jo mindre har jeg lyst til at involvere dem i mit liv.
Min mor flippede. Hun fejede armen hen over mit rodede skrivebord og fik på den måde kylet alt, der var derpå, tværs gennem rummet. Inklusiv en lille kuffert jeg har, hvor alt det makeup, jeg ikke bruger, er i. Der var kulørt pulver op og ned af vægge og godt og grundigt nede i gulvtæppet.
Jeg tog til teater, selvom jeg var meget oprørt. Så det var selvfølgelig meget tydeligt for mine medskuespillere, at der var noget helt galt. Jeg afbrød mit Animal-maraton. Jeg skulle høre jeg-er-meget-vred-på-mine-forældre-og-jeg-hader-mit-liv-musik. Denne gang var det bare helt alvorligt ment.
Da jeg kom hjem fra teater, så jeg, at mine forældre havde spærret min mobil. Jeg loggede på msn på den bærbare. Der var én person, som jeg bare havde et inderligt behov for at snakke om det her med. Min bedste ven. Han var offline, så jeg sendte en masse offline-beskeder til ham. Jeg ville lade min computer være på det trådløse netværk hele natten. Så hvis han nu skrev, så kunne jeg blive reddet.
Jeg vågnede torsdag morgen ved, at min dør blev lukket. Havde der lige stået en og stirret på mig? Jeg blev liggende i min seng i lang tid endnu. Huset var stille. Jeg så på den bærbare, der stadig stod tændt ved min seng. Den var logget af msn. Jeg prøvede at logge på igen. Men det trådløse netværk var væk. Boksen står på mit værelse. Ledningerne dertil var blevet fjernet. Og da jeg havde internet aftenen før, må det her altså have sket om natten. Mens jeg sov. Mine forældre var på mit værelse! Om natten!! Mens jeg sov!!! For at berøve mig min kontakt til omverdenen. For de havde nemlig også taget netværkskablet til den stationære. Det kunne de godt nok også have gjort, mens jeg var til teater, men alligevel!
Det viste sig, at jeg var alene hjemme. Det var jo torsdag, og jeg havde fri fra skole. Mine søskende var i skole, min stedfar var på arbejde i København, og min mor var til læge. Jeg stod op, gik i bad og ryddede op på mit værelse. Helt op. Tørrede øjenskygge af mine vægge og støvsugede kraftigt. Nu ser det ikke ud som om, jeg bor på mit værelse. Jeg pakkede en taske med bøgerne til skole om fredagen, noget tøj og toilettaske. Så tog jeg af sted. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke ville komme hjem den aften.
På vej til toget mødte jeg min bror. Han vidste selvfølgelig ikke, hvor jeg var på vej hen. Jeg steg på toget, og på vej til Viborg skrev jeg det her:
Thinking of a poem, humming a sad song
Missing an angel, secretly killing the scum
My search is no longer for the one
But for a mercyful soul
Who'll take me away from this painful life
That's my ultimate goal
Jeg fandt sjælen. Jeg fandt et sted, hvor jeg havde det godt, og jeg glemte alt om det liv, jeg var flygtet fra. Én lykkelig, bekymrings-, sorg- og grådfri nat. Hvor jeg dog har længtes.
Jeg tog i skole om fredagen, som om ingenting havde forandret sig. Det var jo en løgn. Men jeg løj ikke for nogen. Jeg var i et usædvanligt humør. Dvs., det var egentlig ikke usædvanligt i forhold til, hvordan jeg plejer at være i skolen. Men det var absurd i forhold til den situation, jeg var i. Jeg mødte overraskende opbakning fra uventede kanter. Tak alle <3
Musik var aflyst. Igen. For 3. gang i træk. Nå, men hverken John eller jeg havde noget at underholde os med før klub om aftenen, så vi kunne selvfølgelig underholde hinanden :) Min Katarina, som ikke længere er O.G., men Raoul <3 face="Trebuchet MS">Da jeg skulle hjem fra klub (ja, jeg var nødt til at tage HJEM, for jeg skulle til teater 14 timer denne weekend, i Ulstrup...), skete der noget sært. Først blev jeg kørt fra klubben og ned til krydset ved indre ringvej af Mads på hans AWESOME chopper! Så skulle jeg bare gå det sidste lille stykke. Da jeg nåede til rundkørslen (ikke den ved stationen, den før), kom en ung, lyshåret.. ahem, popdreng.. gående imod mig. "Hej," sagde han. "Hej," svarede jeg. "Jeg er meget fuld," sagde han. "Ok," svarede jeg. Der kom nogle flere mennesker gående i vores retning. Fyren sagde, at jeg skulle tage at gå over på den anden side af vejen, for det ville ikke være smart at gå hen mod de drenge. De var allesammen pissestive. Jeg ved ikke, hvorfor jeg valgte at ignorere det, ham den lyshårede sagde til mig. Men det skulle jeg have gjort. De fyr var kun ude på ballade. Det vidste jeg et eller andet sted også godt. De sparkede mig. Og der var 2 af dem, der greb fat i hver sin side af min jakke og holdt mig fast. "Hvor skal du hen?" spurgte de. "Hjem," svarede jeg. De gav heldigvis slip igen, og jeg skyndte mig ned til toget. Det passer åbentbart, at sandheden skal komme fra fulde mænd. Tak til den lyshårede gut, hvem han så end var. Næste gang retter jeg mig nok efter rådet...
Da jeg kom hjem, sad mine forældre i stuen. Snakken var jo uundgåelig. Den varede i næsten 3 timer. På et tidspunkt kunne jeg ikke bevare fatningen længere. Igen flygtede jeg ind på mit værelse. Jeg smed mig på sengen og græd, som jeg ikke har grædt før. Jeg kunne ikke styre mit åndedræt. Mine lunger trak sig sammen i voldsomme kramper, og jeg gispede efter vejret. Min stedfar fulgte efter mig. Han syntes ikke vi var færdige med at snakke.
På et tidspunkt spurgte han, om der var noget, jeg var bange for. Mange ting. Hvilke ting? Ting, jeg tænker på, ting, jeg ser. Ting, der ikke burde være der? Ja. Mennesker? Nogle gange. Døde mennesker? Hold nu op med at spørge! Jeg vil ikke fortælle dig de her ting! Jeg vil ikke tænke på de her ting! Hvorfor vil du dog få mig til at gennemleve det igen?! Snakken sluttede med, at min stedfar forlangte, at jeg fortalte ham noget mere, når jeg kom hjem fra teater om lørdagen. Jeg vil snakke med John først. Jeg kunne ikke forklare præcist, hvad jeg ville snakke med ham om, men jeg ville snakke med John først. Så min stedfar låste min mobil op igen. Klogt træk.
Dagen efter måtte jeg så tage en snak mere med mine forældre. Jeg havde talt i telefon med John. I lang tid har det virket underligt for mine forældre, at jeg snakker så meget med den dreng. De mener også, at vi kører hinanden op på de ting, der nu foregår i vores hoveder. De forstod ikke hvorfor. Han gav selv en forklaring på det, som var så genial, at jeg sagde det til mine forældre: "Det bliver ikke værre fordi vi snakker så meget sammen. Vi snakker så meget sammen, fordi det bliver værre."
Lige nu er der mandag. Jeg skal op om ca 5 timer. Mine forældre og jeg har tilsyneladende et nogenlunde normalt forhold igen. Men de sagde, de ville sende mig og mit hoved til læge. Det vil jeg gerne. Men nu siger de pludselig intet om nogen læger. Få dog noget hjælp til mig! Please...
Hvis du har læst alt det her, så kan det kun være af 3 grunde: 1. Du er John. 2. Du synes jeg er sær. Hvilket jeg også er. 3. Jeg betyder noget for dig. Uanset hvad, så tak<3
Sometimes all a girl needs is a hug from a friend.
- and then the John will shout: "Look upon my work of doom!"
xD
onsdag den 25. marts 2009
Music is life... Life sucks, but love rocks... And rock is awesome :b
Jeg havde tænkt mig, at min blog idag skulle handle om musik. Det er ikke fordi min dag har indeholdt særligt meget mere musik end normalt, men det er i forvejen temmeligt meget, når jeg tænker efter...
Jeg lå vågen til klokken 2 nat. Jeg kunne ikke sove. Jeg ved ikke hvorfor. Mellem klokken 23 og 24 lå jeg med den bærbare og skrev med The John. The John Johns & Ekko the Strange xD Jeg var hjemme hos ham i går eftermiddags. Vi skulle se Twilight :) Men inden da brugte vi en hel del timer på gøglet musik xD John John havde fundet en ny fantastisk sang: Nickelback med Animal. Fåååårk, den er nok lige genial! De må have haft det lige så sjovt med at skrive den sang, som John og jeg havde det med at høre og synge den xD Men altså mellem 23 og 24 sendte han sangen til mig. Jeg nåede at høre den like, 200 gange inden jeg lagde mig til at sove :b
Jeg tror det her bliver begyndelsen på et Animal-maraton, som da jeg havde fundet Tarja Turunen's I Walk Alone. Det var det eneste, jeg hørte i 4 dage :b Meeen det kan jeg godt slå xD
Jeg var oppe i festsalen i frikvarteret med Anne idag <3
Det var meningen, jeg skulle have øvet med bandet idag, men det blev af en eller anden grund ikke til noget. På fredag ses vi til gengæld igen :) Og SÅ skal John John og Ekko se The Phantom of the Opera. Weeeeeeeee :b Så meget yndlingsmusical<3 face="Trebuchet MS">
Jeg hører stadig Animal xD Det bliver måske lidt trættende i længden (ikke mindst for mine forældre og søskende xD), men det er også fordi den er svær at synge >.< Musik, solskin og blæsevejr med medvind, så bliver det ikke bedre :) My days are filled with the sound of music. It keeps me going, it keeps me alive!
Jeg lå vågen til klokken 2 nat. Jeg kunne ikke sove. Jeg ved ikke hvorfor. Mellem klokken 23 og 24 lå jeg med den bærbare og skrev med The John. The John Johns & Ekko the Strange xD Jeg var hjemme hos ham i går eftermiddags. Vi skulle se Twilight :) Men inden da brugte vi en hel del timer på gøglet musik xD John John havde fundet en ny fantastisk sang: Nickelback med Animal. Fåååårk, den er nok lige genial! De må have haft det lige så sjovt med at skrive den sang, som John og jeg havde det med at høre og synge den xD Men altså mellem 23 og 24 sendte han sangen til mig. Jeg nåede at høre den like, 200 gange inden jeg lagde mig til at sove :b
Jeg tror det her bliver begyndelsen på et Animal-maraton, som da jeg havde fundet Tarja Turunen's I Walk Alone. Det var det eneste, jeg hørte i 4 dage :b Meeen det kan jeg godt slå xD
Jeg var oppe i festsalen i frikvarteret med Anne idag <3
Det var meningen, jeg skulle have øvet med bandet idag, men det blev af en eller anden grund ikke til noget. På fredag ses vi til gengæld igen :) Og SÅ skal John John og Ekko se The Phantom of the Opera. Weeeeeeeee :b Så meget yndlingsmusical<3 face="Trebuchet MS">
Jeg hører stadig Animal xD Det bliver måske lidt trættende i længden (ikke mindst for mine forældre og søskende xD), men det er også fordi den er svær at synge >.< Musik, solskin og blæsevejr med medvind, så bliver det ikke bedre :) My days are filled with the sound of music. It keeps me going, it keeps me alive!
tirsdag den 24. marts 2009
Judgement Day
Yup yup, idag bliver der så smidt standpunktskarakterer på bordet. Sidste gang var det jo en vældig skuffelse. Jeg var gået ned i hvert eneste fag, siden jeg startede i 1g. Og i folkeskolen var dansk bare mit fag. Jeg gik fra 12 til 4, da jeg startede på gymnasiet. Dén sved...
Standpunktskaraktererne skulle gerne blive smidt på Lectio klokken 23.59. Så lige nu venter jeg sådan set bare... Jeg ved allerede nogle af karaktererne. Dem i matematik. Nu var det jo sådan, at vi i onsdags havde problemregningsprøve. Den startede vi med at få tilbage. Jeg fik 12. Så fik jeg den skriftlige standpunktskarakter at vide. 12. Og så den mundtlige. Min lærer tøvede. "...Jo, der får du altså også 12," sagde hun så. Sidste gang fik jeg 10 i begge. Nu har jeg kæmpet mig op på samme karakter som i folkeskolen igen (: Mon jeg også kan genvinde mit strålende gennemsnit? 10,58. Det håber jeg... For fanden da, 40 minutter endnu...
Jeg går ikke op i min karakter for at kunne vise verden, hvor dygtig jeg er.. *sarkastisk*... Det er noget, jeg er blevet opdraget med. Alle forventningerne. Følelsen af nederlag, når man ikke kan opfylde kravene og ønskerne...
Folk overvurderer mig.
Derfor kan jeg kun skuffe.
Jeg vil hellere undervurderes.
For så har jeg en chance for at imponere.
Standpunktskaraktererne skulle gerne blive smidt på Lectio klokken 23.59. Så lige nu venter jeg sådan set bare... Jeg ved allerede nogle af karaktererne. Dem i matematik. Nu var det jo sådan, at vi i onsdags havde problemregningsprøve. Den startede vi med at få tilbage. Jeg fik 12. Så fik jeg den skriftlige standpunktskarakter at vide. 12. Og så den mundtlige. Min lærer tøvede. "...Jo, der får du altså også 12," sagde hun så. Sidste gang fik jeg 10 i begge. Nu har jeg kæmpet mig op på samme karakter som i folkeskolen igen (: Mon jeg også kan genvinde mit strålende gennemsnit? 10,58. Det håber jeg... For fanden da, 40 minutter endnu...
Jeg går ikke op i min karakter for at kunne vise verden, hvor dygtig jeg er.. *sarkastisk*... Det er noget, jeg er blevet opdraget med. Alle forventningerne. Følelsen af nederlag, når man ikke kan opfylde kravene og ønskerne...
Folk overvurderer mig.
Derfor kan jeg kun skuffe.
Jeg vil hellere undervurderes.
For så har jeg en chance for at imponere.
mandag den 23. marts 2009
Jeg, et afhængigt menneske
Jeg har en tilståelse. Jeg kan ikke finde ud af at give slip. Når noget tilkommer mig for derefter at blive taget fra mig igen, går jeg helt i stykker. Jeg er frygtelig naiv og meget let at knække. Måske tror jeg bare for meget på det bedste i folk. Jeg stoler på menneskerne omkring mig. Nogle mere end andre. Jeg lever vel i en slags forestilling om, at hvis jeg overlader alt om mig til et andet menneske, så kan jeg blive reddet. Så vil nogen gribe mig, når jeg falder.
Men jeg er blevet tabt for mange gange. Jeg kan ikke tåle flere nederlag. Har ikke energi til at kæmpe flere kampe for den lykke, jeg bilder mig selv ind, jeg har.
Jeg tror ikke jeg har én eneste hemmelighed mere. Jo, for nogle mennesker. Men der er mindst én person, der ved alt om mig.
Min sidste livline.
Vi kan snakke om alt. Vi snakker om alt. Deler alt, der kan deles mellem venner. Og jeg er blevet afhængig af det. Jeg elsker det. Ønsker aldrig nogensinde at komme til at undvære det.
Hvad nu hvis det sker alligevel? Hvis jeg mister det? I min naivitet ved jeg, at det aldrig vil ske. Men jeg er jo dum.
Sørgelige lille emobarn. Fordomme og stereotyper. Jeg indeholder det hele.
Du ved, jeg ikke tåler at være alene.
Men jeg er blevet tabt for mange gange. Jeg kan ikke tåle flere nederlag. Har ikke energi til at kæmpe flere kampe for den lykke, jeg bilder mig selv ind, jeg har.
Jeg tror ikke jeg har én eneste hemmelighed mere. Jo, for nogle mennesker. Men der er mindst én person, der ved alt om mig.
Min sidste livline.
Vi kan snakke om alt. Vi snakker om alt. Deler alt, der kan deles mellem venner. Og jeg er blevet afhængig af det. Jeg elsker det. Ønsker aldrig nogensinde at komme til at undvære det.
Hvad nu hvis det sker alligevel? Hvis jeg mister det? I min naivitet ved jeg, at det aldrig vil ske. Men jeg er jo dum.
Sørgelige lille emobarn. Fordomme og stereotyper. Jeg indeholder det hele.
Du ved, jeg ikke tåler at være alene.
søndag den 22. marts 2009
Noget om Gud, noget om tro... Noget om snakken
Min lillesøster synger i det her kirkekor, hvor vi bor. Jeg sang også i det, da jeg var mindre. Jeg er stadig med en gang i mellem. Så, lad mig... I år må det være 8. år i træk, at jeg synger i koret? Jeg betragter det vel egentlig som mit kor, mine piger <3
Nu er der kun ét kor: kirkekoret. Folk er forsvundet, men jeg kan ikke bebrejde dem. Jeg forsvandt jo selv.
På en måde føler jeg en vis stolthed over, at min lillesøster synger i koret. At hun er fulgt i mine fodspor. 8 år. Så mange ting, man husker og glemmer...
Men altså, idag skulle min lillesøster synge til gudstjenesten. Sammen med resten af koret selvfølgelig. Jeg er sådan lidt af og på. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at deltage i dag. Jeg var ikke rigtigt oplagt. Men min mor beordrede mig til at ledsage min søster, så hun ikke skulle afsted alene, og så tænkte jeg, hvorfor ikke, så jeg sang. med. Det er nu meget underholdende at være den ældste og sukke frustreret over 3. klasserne.
Det er ikke fordi jeg er kristen, at jeg synger i kirkekor. Det er faktisk fordi jeg får penge for det :b Det gør de andre korpiger naturligvis også :D
Men faktisk, så ved jeg ikke, hvad jeg tror på. Sært nok nægter jeg at affinde mig med at være ateist. For jeg tror IKKE på, at vi lever og dør, og det er det. Jeg vil tro på, at der er noget mere.
Jeg kan huske, at engang da jeg var lille, spurgte jeg min mor om, hvorfor folk troede på Gud, når nu det f.eks. var bevist, at der havde fandtes dinosaurere? Jeg glemmer aldrig hendes svar: "Fordi folk har brug for noget at tro på." Folk har brug for håb. Ellers ville hele menneskeheden simpelthen begå kollektivt selvmord.
Der var barnedåb i kirken idag. Præsten spurgteforældre og faddere, om barnet troede på Jesus, på Gud, om barnet ville døbes på denne tro. "Ja," lød svaret. Jeg blev faktisk en smule forfærdet. Er det her en bindende kontrakt, I skriver under på på vejne af et andet menneske, eller hvad fanden sker der?? "Lær barnet Fadervor og lad det gå til minikonfirmand," sagde præsten. Hvad er det egentlig, vi gør? Jeg går stærkt ud fra, at mine forældre lod mig døbe, fordi det er tradition, ikke fordi de regnede med, at jeg ville vokse op til at blive Guds tro tjener. Og da jeg blev konfirmeret, var det da ikke for at bekræfte den tro, som andre på mine vejnepålagde mig i dåben. Det var da for festen, for glæden. For min udvikling som menneske, ikke som troende.
Er det største syndefald i virkeligheden dette? At vi hengivent døber vores børn, bliver konfirmeret, bliver gift, bliver begravet, alt sammen i en tro og for en gud, som vi i sidste ende ikke lever af og for?
Jeg får dårlig samvittighed ved tanken om, at jeg i virkeligheden lever på en løgn. Hvis den kristne Gud virkelig er til, så håner jeg jo denne i alt, hvad jeg gør. Jeg tror ikke på Jesus eller Biblens ord. Men jeg forstår meningen med den eksistens. Forstår moralerne. Reflekterer over dem. I bund og grund, så er Biblen vel en bog om takt og tone. Om menneskelighed. Og dét er beundringsværdigt og værd at tro på.
Jeg har fra idag af besluttet, at mine børn ikke skal konverteres til nogen som helst tro, før de er erfarne nok til at forstå betydningen af dette. Før de har fået samme forståelse for det, som jeg har fået idag.
Og jeg har jo stadig håbet om at finde noget, jeg kan tro på.
Nu er der kun ét kor: kirkekoret. Folk er forsvundet, men jeg kan ikke bebrejde dem. Jeg forsvandt jo selv.
På en måde føler jeg en vis stolthed over, at min lillesøster synger i koret. At hun er fulgt i mine fodspor. 8 år. Så mange ting, man husker og glemmer...
Men altså, idag skulle min lillesøster synge til gudstjenesten. Sammen med resten af koret selvfølgelig. Jeg er sådan lidt af og på. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at deltage i dag. Jeg var ikke rigtigt oplagt. Men min mor beordrede mig til at ledsage min søster, så hun ikke skulle afsted alene, og så tænkte jeg, hvorfor ikke, så jeg sang. med. Det er nu meget underholdende at være den ældste og sukke frustreret over 3. klasserne.
Det er ikke fordi jeg er kristen, at jeg synger i kirkekor. Det er faktisk fordi jeg får penge for det :b Det gør de andre korpiger naturligvis også :D
Men faktisk, så ved jeg ikke, hvad jeg tror på. Sært nok nægter jeg at affinde mig med at være ateist. For jeg tror IKKE på, at vi lever og dør, og det er det. Jeg vil tro på, at der er noget mere.
Jeg kan huske, at engang da jeg var lille, spurgte jeg min mor om, hvorfor folk troede på Gud, når nu det f.eks. var bevist, at der havde fandtes dinosaurere? Jeg glemmer aldrig hendes svar: "Fordi folk har brug for noget at tro på." Folk har brug for håb. Ellers ville hele menneskeheden simpelthen begå kollektivt selvmord.
Der var barnedåb i kirken idag. Præsten spurgteforældre og faddere, om barnet troede på Jesus, på Gud, om barnet ville døbes på denne tro. "Ja," lød svaret. Jeg blev faktisk en smule forfærdet. Er det her en bindende kontrakt, I skriver under på på vejne af et andet menneske, eller hvad fanden sker der?? "Lær barnet Fadervor og lad det gå til minikonfirmand," sagde præsten. Hvad er det egentlig, vi gør? Jeg går stærkt ud fra, at mine forældre lod mig døbe, fordi det er tradition, ikke fordi de regnede med, at jeg ville vokse op til at blive Guds tro tjener. Og da jeg blev konfirmeret, var det da ikke for at bekræfte den tro, som andre på mine vejnepålagde mig i dåben. Det var da for festen, for glæden. For min udvikling som menneske, ikke som troende.
Er det største syndefald i virkeligheden dette? At vi hengivent døber vores børn, bliver konfirmeret, bliver gift, bliver begravet, alt sammen i en tro og for en gud, som vi i sidste ende ikke lever af og for?
Jeg får dårlig samvittighed ved tanken om, at jeg i virkeligheden lever på en løgn. Hvis den kristne Gud virkelig er til, så håner jeg jo denne i alt, hvad jeg gør. Jeg tror ikke på Jesus eller Biblens ord. Men jeg forstår meningen med den eksistens. Forstår moralerne. Reflekterer over dem. I bund og grund, så er Biblen vel en bog om takt og tone. Om menneskelighed. Og dét er beundringsværdigt og værd at tro på.
Jeg har fra idag af besluttet, at mine børn ikke skal konverteres til nogen som helst tro, før de er erfarne nok til at forstå betydningen af dette. Før de har fået samme forståelse for det, som jeg har fået idag.
Og jeg har jo stadig håbet om at finde noget, jeg kan tro på.
Dedikeret til Niklas Møller Jørgensen
Ja, nu er jeg så officielt blevet blogger :b Jeg har faktisk haft tænkt på det længe... Siden starten af 1.g tror jeg faktisk :) Men udslaget var i hvert fald, at min kære klassekammerat Niklas skrev denne hersens helt utroligt rørende blog, som jeg var nævnt i... Tak Niklas <3
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med min nye titel som blogger. Men jeg skal nok finde frem til den dybere mening.
Måske vil jeg bare bruge min blog til tanker, der ikke hører til på Facebook, og hvor man nu ellers har været i tidens løb. Det vil ikke blive taget alvorligt dér.
Niklas kalder mig poet. Jeg kalder mig sær :) Men det er rart at benytte sig af. Jeg har mange underlige egenskaber.
Nu skal jeg lige lære det her system af kende. Derfra bliver det her sandsynligvis det, min tid kommer til at gå allermest med :b
Men Niklas, du er selv en inspiration. Dine blogs får mig til at se på dig på en helt ny måde. Måske er det dét, jeg vil med min egen blog...
Anyway, tak igen :)
...And so it begins...
Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med min nye titel som blogger. Men jeg skal nok finde frem til den dybere mening.
Måske vil jeg bare bruge min blog til tanker, der ikke hører til på Facebook, og hvor man nu ellers har været i tidens løb. Det vil ikke blive taget alvorligt dér.
Niklas kalder mig poet. Jeg kalder mig sær :) Men det er rart at benytte sig af. Jeg har mange underlige egenskaber.
Nu skal jeg lige lære det her system af kende. Derfra bliver det her sandsynligvis det, min tid kommer til at gå allermest med :b
Men Niklas, du er selv en inspiration. Dine blogs får mig til at se på dig på en helt ny måde. Måske er det dét, jeg vil med min egen blog...
Anyway, tak igen :)
...And so it begins...
Abonner på:
Opslag (Atom)
