Noget om Gud, noget om tro... Noget om snakken

Min lillesøster synger i det her kirkekor, hvor vi bor. Jeg sang også i det, da jeg var mindre. Jeg er stadig med en gang i mellem. Så, lad mig... I år må det være 8. år i træk, at jeg synger i koret? Jeg betragter det vel egentlig som mit kor, mine piger <3

Nu er der kun ét kor: kirkekoret. Folk er forsvundet, men jeg kan ikke bebrejde dem. Jeg forsvandt jo selv.
På en måde føler jeg en vis stolthed over, at min lillesøster synger i koret. At hun er fulgt i mine fodspor. 8 år. Så mange ting, man husker og glemmer...

Men altså, idag skulle min lillesøster synge til gudstjenesten. Sammen med resten af koret selvfølgelig. Jeg er sådan lidt af og på. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at deltage i dag. Jeg var ikke rigtigt oplagt. Men min mor beordrede mig til at ledsage min søster, så hun ikke skulle afsted alene, og så tænkte jeg, hvorfor ikke, så jeg sang. med. Det er nu meget underholdende at være den ældste og sukke frustreret over 3. klasserne.

Det er ikke fordi jeg er kristen, at jeg synger i kirkekor. Det er faktisk fordi jeg får penge for det :b Det gør de andre korpiger naturligvis også :D
Men faktisk, så ved jeg ikke, hvad jeg tror på. Sært nok nægter jeg at affinde mig med at være ateist. For jeg tror IKKE på, at vi lever og dør, og det er det. Jeg vil tro på, at der er noget mere.
Jeg kan huske, at engang da jeg var lille, spurgte jeg min mor om, hvorfor folk troede på Gud, når nu det f.eks. var bevist, at der havde fandtes dinosaurere? Jeg glemmer aldrig hendes svar: "Fordi folk har brug for noget at tro på." Folk har brug for håb. Ellers ville hele menneskeheden simpelthen begå kollektivt selvmord.

Der var barnedåb i kirken idag. Præsten spurgteforældre og faddere, om barnet troede på Jesus, på Gud, om barnet ville døbes på denne tro. "Ja," lød svaret. Jeg blev faktisk en smule forfærdet. Er det her en bindende kontrakt, I skriver under på på vejne af et andet menneske, eller hvad fanden sker der?? "Lær barnet Fadervor og lad det gå til minikonfirmand," sagde præsten. Hvad er det egentlig, vi gør? Jeg går stærkt ud fra, at mine forældre lod mig døbe, fordi det er tradition, ikke fordi de regnede med, at jeg ville vokse op til at blive Guds tro tjener. Og da jeg blev konfirmeret, var det da ikke for at bekræfte den tro, som andre på mine vejnepålagde mig i dåben. Det var da for festen, for glæden. For min udvikling som menneske, ikke som troende.

Er det største syndefald i virkeligheden dette? At vi hengivent døber vores børn, bliver konfirmeret, bliver gift, bliver begravet, alt sammen i en tro og for en gud, som vi i sidste ende ikke lever af og for?
Jeg får dårlig samvittighed ved tanken om, at jeg i virkeligheden lever på en løgn. Hvis den kristne Gud virkelig er til, så håner jeg jo denne i alt, hvad jeg gør. Jeg tror ikke på Jesus eller Biblens ord. Men jeg forstår meningen med den eksistens. Forstår moralerne. Reflekterer over dem. I bund og grund, så er Biblen vel en bog om takt og tone. Om menneskelighed. Og dét er beundringsværdigt og værd at tro på.

Jeg har fra idag af besluttet, at mine børn ikke skal konverteres til nogen som helst tro, før de er erfarne nok til at forstå betydningen af dette. Før de har fået samme forståelse for det, som jeg har fået idag.

Og jeg har jo stadig håbet om at finde noget, jeg kan tro på.