Håbløshed

Nogle gange falder jeg ned i et hul, som jeg ikke kan komme op af.
Nogle gange havner jeg i en cirkel, jeg ikke kan komme ud af.
I hvert fald ikke alene.

Jeg skal bruge en hånd til at trække mig op af hullet og ud af cirklen.
Jeg skal bruge dem, jeg holder af.

Jeg føler mig så uendeligt lille og svag.
Vil intet andet end at begrave mig i mine puder.
Drukne i min seng.
Hænge mig selv i mine tanker.
Skære sårene åbne med ordene.

Men jeg ved, at jeg vil blive reddet.
Med rebet om halsen.
Med pillerne i hånden.
Med kniven mod huden.

Nu er jeg stærkere.
Jeg blev reddet.
Nu er det min tur.
Jeg vil beskytte dem, jeg elsker.
For jeg tror ikke på, at jeg er den eneste, der har det sådan her.

Jeg kan bære flere byrder.
Hvis det er for andres skyld.
Hvis det hjælper.
Jeg vil gøre alt for at hjælpe.
Og hvis jeg græder, så er det fordi byrden, jeg bærer, er så tung.
Fuld af håbløshed.
Jeg kan se hullet og mørket.
Kan føle skriget, der trænger sig på.
Mærker smerten, når den endelig kommer.

Men jeg vil hellere tage konsekvensen af at bære byrderne for dem, jeg elsker, end jeg vil se, hvor meget det smerter dem selv at bære dem.

Jeg kan, og jeg vil.
For dem jeg elsker.

Og så er min verden lidt mere værd.